Torsdagskoncerterne spirer frem igen – i nyt format

For første gang siden corona-nedlukningen samles en lille gruppe musikere fra DR Symfoniorkestret foran mikrofonerne i DR Koncerthuset for at spille Torsdagskoncert, som sendes live på P2 og senere DR2.

  • Fire musikere fra DR Symfoniorkestret spiller ved den første Torsdagskoncert efter corona-nedlukningen af DR Koncerthuset: Johnny Teyssier, Christina Åstrand, Henrik Dam Thomsen og Per Salo. (Foto: Dmitri Golovanov)
  • Den første, levende musik i DR blev spillet af Radio-Trioen i 1925 - uden publikum. I de følgende år blev trioen opgraderet med flere og flere musikere, og i 1933 begyndte Torsdagskoncerterne, som er fortsat i lige linje til i dag, kun afbrudt af 2. Verdenskrig og corona-krisen. (Foto: © Dr arkiv)
1 / 2

Det er både et helt nyt og alligevel et ’old school’ scenarie, når små grupper musikere fra DR Symfoniorkestret samles foran mikrofonerne på scenen i Koncertsalen de kommende torsdage.

Det er første gang, der sendes levende musik i DR Koncerthuset i næsten to måneder. Og det er første gang musikerne ser hinanden – naturligvis på behørig afstand – efter at orkestret blev sendt hjem på lige fod med resten af DR Koncerthusets personale 11. marts.

Men selvom det også er første gang i historien, at DR Symfoniorkestret skal spille Torsdagskoncerter uden publikum, er det ’nye’ format i virkeligheden en genklang af, hvordan den levende musik i DR lød i gamle dage.

Fire kendte musikerprofiler og skuespiller på scenen

De fire musikere fra DR Symfoniorkestret, som spiller koncert torsdag 30. april, er blandt orkestrets kendteste profiler, som sammen har en fast kvartet: koncertmester Christina Åstrand, pianist Per Salo, solocellist Henrik Dam Thomsen og soloklarinettist Johnny Teyssier.

Koncertens program er sat sammen af Olivier Messiaens Kvartet til tidens ende, et af det 20. århundredes hovedværker, og en suite for solocello af J.S. Bach. Musik, som har en eftertænksom karakter, og som vil blive præsenteret direkte fra DR Koncerthuset af DR P2’s Anne Bro.

Desuden medvirker skuespilleren Solbjørg Højfeldt, som reciterer tekster af Jens Christian Grøndahl, skrevet specielt til kvartettens opførelse af Messiaens værk.

Ind til kernen

Kim Bohr, chef for DR Koncerthuset, Den levende musik og P2 / P8, siger om genåbningen af Torsdagskoncerterne: ”Efter en tid, hvor der har været forfærdeligt stille i DR Koncerthuset, bliver det et særligt øjeblik, når de første, sarte toner fra solocelloen lyder i vores smukke sal på torsdag. Og når man samtidig ved, at vi deler det øjeblik med mange tusind radiolyttere, står det lysende klart, at her har vi en af DR’s kerneopgaver: at samle befolkningen om kulturen og kunsten – også i en svær tid, hvor vi må holde fysisk afstand til hinanden.”

Han fortsætter: ”Gennem corona-perioden har DR skruet op for musikken og fællesskabet på alle mulige måder: Morgensang, Fællessang og mange nye og gamle koncertoptagelser med DR’s kor og orkestre. Men det er noget helt særligt, at vi nu kan åbne forsigtigt op for direkte koncerttransmissioner, selvom vi ligesom alle andre koncertarrangører fortsat må undvære publikum – foreløbig i perioden frem til 10. maj. Perioden herefter vil afhænge af regeringens kommende retningslinjer.”

Tilbage til begyndelsen

Selvom det er nyt for DR at sende direkte koncerttransmissioner efter corona-krisen, kan man sige, at DR Symfoniorkestret vender tilbage til sine rødder med det ‘nye’ format.

Den første, spæde version af orkestret, der var en del af det oprindelige DR i 1925, hed nemlig ’Radio-Trioen’ og bestod af tre musikere, som kun spillede for mikrofoner – ikke for levende publikum.

Først efter to års udsendelser spillede orkestret, som i mellemtiden var vokset til tidobbelt størrelse, sin første, offentlige koncert. Og i 1933 opstod Torsdagskoncerterne, som er fortsat i lige linje til i dag – altså indtil coronavirus kom på tværs.

Når små grupper musikere fra DR Symfoniorkestret går på scenen torsdag aftener i den kommende tid, kan man altså sige, at DR spoler tiden tilbage til begyndelsen – og radiolytterne kommer på en rejse tilbage til dengang for næsten 100 år siden, da musikken i højttalerne kom fra en lille trio i et radiostudie.

Flere transmissioner på vej

I den kommende tid vil DR P2 ikke bare sende DR Symfoniorkestrets Torsdagskoncerter i det nye ’kammerformat’ men også begynde at sende koncerter med mindre ensembler, som optages i andre dele af landet.

Det vil dog være en betingelse for hver transmission, at det er muligt at overholde alle sundhedsmyndighedernes retningslinjer for samtlige medvirkende på optagelserne – fra musikere til teknikere og DR’s radioværter.

Chef for P2 og P8, Ralf Richardt Strøbech, siger: "Vi har en masse dygtige kunstnere landet over, der kan give os store, smukke oplevelser lige der, hvor vi nu engang er. Det er en kæmpe gave, at P2 nu igen kan sende levende musik fra hele landet ud til alle vores lyttere.”

Læs mere om Torsdagskoncerten den 30. april på DR Koncerthusets hjemmeside her

Se interview med cellist Henrik Dam Thomsen om koncerten her