Ugens DR: Ny dokumentarserie går tæt på pædofilidømt journalists dobbeltliv

Her får du eksempler på, hvad DR har på vej på skærmen, i radioen, i DR Koncerthuset, på DRTV og DR Lyd i uge 22 fra den 29. maj-4. juni 2023.

Udadtil er Ekstra Bladet-journalisten den perfekte familiefar, men da hustruen kontaktes af amerikanske pædofiljægere vendes al ting på hovedet. Pludselig står hun overfor valget om at anmelde sin mand for omfattende grooming og ødelægge sin perfekte familie. Hvad er det konkret hendes mand har gjort ved børn? DR1 ser de to næste mandage på ’Journalistens dobbeltliv’ med afsæt i en dom, der blev afsagt i 2022 mod en 47-årig journalist. Det er fra klokken 6.00 2. pinsedag på DRTV og klokken 21.45 på DR1. (© Eddy Media / DR Eksponering (micv))

2. pinsedag den 29. maj – Journalistens dobbeltliv:

Udadtil er Ekstra Blads- journalisten den perfekte familiefar, men da hustruen kontaktes af amerikanske pædofil-jægere vendes al ting på hovedet. Pludselig står hun over for valget om at anmelde sin mand for omfattende grooming og ødelægge sin perfekte familie. Og en lang række spørgsmål om hele deres liv melder sig. For hvad er det konkret hendes mand har gjort ved de amerikanske børn? Hvordan er han sluppet afsted med det, uden at hverken kolleger eller hun selv har set noget? En række videoer afslører et helt nyt indblik i sagen, og DR ser på sagen i to dokumentarer. Den første kan ses 2. pinsedag klokken 21.45 på DR1 og DRTV.

Tirsdag den 30. maj – Boligstylisterne – ny serie:

Seks hårdtarbejdende boligstylister hjælper danskere med deres boligudfordringer i DR1’s og DRTV’s nye programserie, der netop hedder ’Boligstylisterne’. Stylisterne skaber fantastiske forandringer og løsninger, afhjælper pladsudfordringer eller gør det lettere at sælge. For hvordan får man solgt en bolig, som ikke har nogle fremvisninger? Hvordan får man plads til mange gæster, når man bor i en lille lejlighed? Og kan man have en stige i sit køkken? Boligstylisterne har de tricks, der skal til, og ved, hvordan vi får allermest ud af vores hjem. Det første program kan ses tirsdag klokken 20.00 på DR1 og fra samme morgen klokken 6.00 på DRTV.

Tirsdag den 30. maj og onsdag – Stockholms blodige bandekrig:

Et slagsmål mellem barndomsvenner efter et røveri i en Forex-vekselererbutik i 2015 bliver starten på Järva-konflikten i det nordvestlige Stockholm. En 19-årig bliver skudt ihjel. Dagen efter kommer hævnen, da en 16-årig mister livet. Det bliver én af Sveriges mest dødbringende konflikter, og DR1 og DRTV ser på ’Stockholms blodige bandekrig’ i en ny dokumentarserie i seks afsnit. Det første program kan ses på DRTV fra klokken 6.00 tirsdag – og på DR1 tirsdag klokken 21.25. Libaan, hvis søn blev skudt i 2020, forsøger at få samfundet til at forstå, at skyderierne er en virus, der spreder sig overalt. Programmet kan også ses onsdag klokken 7.10 på DR1.

Tirsdag den 30. maj – Jacob A. Riis der ændrede Amerika:

Historikeren Tom Buk-Swienty tager tirsdag klokken 20.00 på DR2 seerne med på en rejse gennem Jacob A. Riis' utrolige liv. Jacob udvandrer i 1870 som fattig tømrersvend fra Ribe til Amerika på grund af ulykkelig kærlighed. Men i New York bliver han hjemløs og er døden nær af sult. Stædigt kæmper han sig op gennem samfundslagene og bliver en kendt journalist og reportagefotograf. Han ender som bedste ven med præsident Theodor Roosevelt og én af de vigtigste reformatorer af det amerikanske samfund. Programmet kan også ses på DRTV fra morgenstunden.

Tirsdag den 30. maj – P2 sender direkte fra Birkerød:

Tirsdag klokken 19.20 kan du i ’P2 Koncerten’ tage med til Birkerød Kammermusikforening, nord for København, som da skyder deres klaverfestival godt afsted med en af landets unge pianister, David Munk-Nielsen. Han er en fremadstormende stjerne, der har godt gang i karrieren, modtager priser og bliver karakteriseret som følsom og eftertænksom. På spillestedet Mantzius Live udfolder han en musikalsk klaverpalette: elegant barok, romantisk Sibelius og virtuos Liszt og Rakhmaninov. Vært på P2 er Louise Hjorth.

Onsdag den 31. maj – Anders Agger besøger Nellie på børnehospice:

På Strandbakkehuset i Rønde, der er et af Danmarks to børne- og ungehospicer, bor skæbnehistorier dør om dør. På ét værelse ligger Flora på seks år med sin tablet i hånden og en tumor i hjernen, mens hendes søster Nellie slår vejrmøller på gangen. Ingen af dem forstår rigtig, hvad der sker - og sideløbende begynder familien at planlægge Floras begravelse. På værelset ved siden af er Sejrs udvikling så meget i fremgang, at hans mor planlægger det liv, de skal leve, når de alle kommer hjem igen. Andet afsnit af ’Indefra med Anders Agger’ på børnehospice kan ses fra DRTV onsdag fra klokken 6.00 og klokken 21.25 på DR1.

Torsdag den 1. juni og lørdag – Skandaleprinsen Andrew: Prins Andrew gik fra at være dronning Elizabeth II's yndling og 'Prince Charming' til at blive anklaget for lyssky aftaler og seksuelt overgreb. En ny britisk-amerikansk dokumentarserie fra i år dykker ned i prinsens liv og opvækst, og det skæbnesvangre venskab med rigmanden Jeffrey Epstein, som blev dømt for sexhandel. Hvad førte for eksempel til et katastrofalt interview med BBC i 2019, hvor prins Andrew efterfølgende fik frataget alle sine officielle forpligtelser? DR2 viser det første af to afsnit i serien torsdag klokken 20.00, ligesom de kan ses på DRTV. Første afsnit vises også lørdag klokken 22.00 på DR1.

Torsdag den 1. juni – P2 sender fra festival for ny musik: Du kan være med, når Klangs husensemble, Athelas Sinfonietta, åbner årets festival for ny musik i København. Den sender ’P2 Koncerten’ direkte torsdag fra klokken 19.20. Med sig har det eventyrlystne ensemble tre værker, der tager publikum u(forud)sete steder hen. Værkerne er Rune Glerups ’Monodrama’. Det er en uropførelse med tekst af Jokum Rohde)med skuespilleren Signe Egholm Olsen. Næste værk er danmarkspremieren på Alexandra Grykas ’Einerjedeneither’ og Jexper Holmens ’Sinfonella’, som ligeledes er en uropførelse. Koncerten bliver sendt direkte fra Den Sorte Diamant i København med Esben Tange som vært på P2.

Det er blevet tid til finalen i ’Stjerneklar’, hvor blandt andre René Hejdmann her medvirker – i en Kim Larsen-hyldest. (Foto: © Per Arnesen, Mastiff A/S)

Fredag den 2. juni og lørdag – Så er det finaletid i ’Stjerneklar’: Fredag aften er kulminationen på otte uger med musik, forvandlinger og stjernestøv i DR1-programmet ’Stjerneklar’. De seks tilbageværende solister bliver for sidste gang forvandlet til deres store idoler. Joakim Ingversen og ekspertpanelet med Medina, Barbara Moleko, Nicholas Kawamura og Tinus er klar til at blive underholdt og finde ud af, hvem Danmark kårer som vinderen af ’Stjerneklar’. Programmet kan også ses lørdag klokken 12.40 på DR1 samt på DRTV.

Fredag den 2. juni og søndag – Ultras grundlovsfest fra Frederiksberg-skole: Til Ultras Grundlovsfest fredag klokken 11.00 på DR1 fejrer DR demokrati og fællesskab i børnehøjde. Planen er nemlig at gøre grundlovsdag til en fest. I programmet skal vi blandt andet høre en tale fra børnene selv, pynte 'Grundlovskager' og synge fællessang. Ultraværterne Maria Helander og Lasse Winther styrer showet og får også besøg af børn og kendte på scenen, der er sat op ved Lindevangskolen på Frederiksberg. Programmet kan også ses søndag klokken 19.00 på DR1.

Lørdag den 3. juni – Sommer og sol med ’De skønneste kor’: DR Koncerthuset kommer lørdag klokken 14.00 og 17.00 til at lyde af en særlig udgave af ’De skønneste kor’. Over 200 medvirkende fra blandt andre DR Koncertkoret og DR Symfoniorkestret tager koncertgængerne i Koncertsalen med til populære destinationer som Venedig, Mallorca og Sydfrankrig gennem korværker af blandt andre Puccini, Verdi, Strauss og Bizet. Årets gæstesolist er sopranen Sofie Elkjær-Jensen, som er en del af operaensemblet ved Det Kongelige Teater, og man har også selv mulighed for at få luftet stemmebåndene, når de mange medvirkende spiller op til en enkelt fællessang undervejs. Læs mere om koncerterne her.

Lørdag den 3. juni – ’Nul stjerner’ tager på cykelferie i Sydindien: Kroppen sættes på prøve, når Jan Elhøj og Morten Kirckhoff hopper på cykelsadlen og tramper sig gennem det smukke sydlige Indien. Undervejs skal de se nærmere på lokale delikatesser, alternative danseformer og moderen til al asiatisk kampsport. Alt sammen på deres to autentiske jernheste. Afsnittet kan ses på DRTV og vises lørdag klokken 21.00 på DR2.

Søndag den 4. juni – ’Hvordan går det Danmark?’: DR fejrer grundlovsdag, og derfor har vi inviteret partilederne til at høre danskernes bud på en grundlovstale. I en ny udgave af ’Demokratiets Aften’ søndag klokken 21.00 på DR1 samles danskere og politikere for at tale om løsninger og retning for vores land og samfund. For hvordan går det egentlig i Danmark? Er vi på vej i den rigtige retning? Og hvad har politikerne gjort siden folketingsvalget? Kåre Quist er vært, og det hele sendes live under åben himmel i halvanden time. Læs mere om aftenen her

Søndag den 4. juni – Kvinden, der blev brændt levende: Den 2. august 2015 overhælder Judy Malinowskis ekskæreste hende med benzin, og sætter ild til hende bag en tankstation i Ohio. Hun bliver forbrændt på over 90 procent af kroppen. Mirakuløst overlever hun længe nok til at stoppe med at tage smertestillende medicin - næsten to år. Og det lykkes hende at blive den første person nogensinde, der vidner i sin egen mordsag. DR2 fortæller historien og taler med hende søndag klokken 21.30, ligesom programmet også kan ses på DRTV.