Vi ser ofte DR1 sammen med andre

DR1 og TV 2 har klart flest udsendelser, man ser sammen med andre, viser tal fra DR Medieforskning. Da DR1 i weekenden sendte X Factor-finalen og afgørelsen, så 72 procent programmerne sammen med andre.

Melodi Grand Prix er traditionelt et af de programmer, som flest ser sammen. I 2016 så 75 procent det sammen med andre for eksempel. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)

”Vi mødes på DR1”, hedder et slogan, som DR har brugt i flere år. Men vi mødes i høj grad også om DR1, for DRs hovedkanal er – sammen med TV 2 – de mest sociale kanaler og dem, vi oftest ser i selskab med andre. Det fremgår af en beregning, som DR Medieforskning har lavet.

Da DR1 i weekenden sendte X Factor-finalen og afgørelsen, så 72 procent showet sammen med andre, ligesom 11 procent af seerne til afslutningen på 10. sæson var gæster hos andre, fremgår det af tallene. Med andre ord er ’X Factor’ i høj grad noget, familier og venner samles om.

Tager man TV-seningen i Danmark under ét i 2016, var det 40 procent, der foregik i selskab med andre.

”Her ligger både DR1 og TV 2 over gennemsnittet, for måler man over hele døgnet, er det 45 procent af al seningen hér, der foregår sammen med andre. På de mere specialiserede kanaler er der derimod en væsentlig mindre grad af samsening – for eksempel ser kun 25 procent af seerne på TV 2 News fjernsyn sammen med andre,” forklarer medieforsker Henrik Gregor Knudsen fra DR Medieforskning.

Dét program, som flest så sammen i 2016, var Melodi Grand Prix på DR1 – efterfulgt af Dronningens nytårstale, der blev vist på flere kanaler, X Factor på DR1, Badehotellet på TV 2 og DR1-klassikeren ’Disneys Juleshow’ juleaftensdag. Mændenes håndbold-EM fik også mange til at samles.

”I et fragmenteret mediebillede har vi fortsat brug for at samles om fælles oplevelser, og det var en af årsagerne til, at både DR1 og TV 2 oplevede fremgang i 2016,” siger Henrik Gregor Knudsen.

Han mener, at der kort fortalt er fire ting, der kan samle far, mor, børn og venner om billedkommoden. Det er, når nationens ære skal forsvares ved EM eller OL, det er traditioner som Dronningens nytårstale, Melodi Grand Prix og Disneys Juleshow, ligesom dansk drama som ’Bedrag’ og ’Badehotellet’ også kan.

”Samtidig samles vi også tit om det samme, når vi trænger til at læne os tilbage og slappe af med familien efter en hektisk uge. Det kan som i fredags være med X Factor eller på andre tider af året med ’Vild med dans’,” forklarer medieforskeren.

DR Medieforskning har også set nærmere på, hvilken kanal der i 2016 oftest kunne samle en million seere eller flere omkring skærmen. Her er DR1 en klar vinder, da 85 programmer fra kanalen sidste år havde et syvcifret seertal, mens det var 55 på TV 2.

”Her er det helt tydeligt, at det er sport, underholdning og drama, der når over en million. Derudover kan en vejrudsigt eller nyhedsudsendelse også komme over det magiske tal, og vi oplevede det for eksempel i fredags, hvor både TV-Avisen og ’Vores Vejr’ rundede millionen, mens der var X Factor-pause,” forklarer Henrik Gregor Knudsen.