Efter flere dage med regn, rusk og rå efterårsfornemmelse giver vejret denne juli-morgen håb om en dag, der smager mere af sommer.
Og det er måske meget heldigt, når kursen nu er sat mod DR’s vejrredaktion, som har slået sig ned på Fanø.
I seks uger fra slutningen af juni til begyndelsen af august forlader redaktionen de vante omgivelser på Dokk1 i Aarhus. I stedet bliver vejrskærm, kamera og lys sat op på seks øer, når vejrbilen tager turen til Mors, Læsø, Møn, Samsø, Ærø og - som denne uge - Fanø.
- Det er fuldstændig fantastisk at være ude. Folk er så utrolig søde og stolte over at vise deres område frem for os, og det er uanset, hvor vi kommer hen. I aftes, da vi sad og spiste aftensmad ved vejrbilen, kom naboer ud og spurgte, om vi ikke ville have en kande kaffe. Vi oplever en enorm nysgerrighed, venlighed og hjælpsomhed. Folk vil gerne hjælpe os med at lave de bedst mulige fortællinger, siger Asger Meller Jørgensen. Han er redaktør på aftenens udgave af ’Vores Vejr’ og desuden ledende redaktør på DR Vejret.
En af de fortællinger, der skal med i aften, handler om vejrets betydning for de mange fannikker og turister, der går på opdagelse efter rav på Fanø. Videojournalist Anders Lysholm kører ved 9-tiden fra overnatningsstedet i Nordby mod Sønderho på øens sydspids, hvor han skal mødes med en lokal rav-entusiast.
- Det er en historie, jeg på en almindelig arbejdsdag godt kunne tage fra Aarhus og herned og lave og så køre hjem igen. Men fordi vi er på øen i flere dage, får vi et andet forhold til stedet og kilderne. Vi oplever den lokale interaktion og får følelsen af at være tæt på det miljø, vi sender fra. Det betyder rigtig meget, fortæller han.
Til sine indslag forsøger Anders Lysholm at finde personer, som er passionerede og kan give programmet en god værdi for seerne:
- At få den vejrmæssige historie fortalt gennem en personlighed er fedt. Som nu i dag hvor vi kommer ned og møder Flemming, der har en passion for rav. Jeg kan godt lide at få seerne til at smile, blive fascineret eller overrasket, når jeg laver en vejrfortælling.
Efter en formiddag med rav-optagelser går turen for Anders Lysholm tilbage til basen i Nordby – dog med en afstikker til stranden i Rindby, hvor han skal lave optagelser til et kortere element om blokart.
Personlige vejrberetninger er guld værd
I vejrbilen, som er parkeret ved Fanø Museum i Nordby, er Asger Meller Jørgensen ved at få de forskellige elementer i dagens udsendelse på plads.
- Jeg planlægger bevidst kun de 80 procent på forhånd, så der er plads til ting, der opstår undervejs. For eksempel har vi i dag Geert med, som bor her ved siden af vores vejrbil. Vi mødte ham i går, hvor han kom forbi og fortalte, at han også boede her, da stormfloden rasede i 1981. Så skal der være plads til Geert, og til at han kan fortælle en god vejrhistorie i aftenens udsendelse, siger Asger Meller Jørgensen.
Vejrbilen er også vært Christian Cherrys ’kontor’, når redaktionen er på farten. Det er her, han henter data og laver vejrkortene, som seerne bliver præsenteret for i udsendelsen.
- Det er vigtigt, at vi bruger rammen, når vi er ude i landet og taler med folk. Personlige beretninger om vejret er guld værd. Vi får set og hørt, hvordan vejrbegivenheder har påvirket mennesker, og det er noget, jeg tager med tilbage til studiet i Aarhus. Danmarkskortet bliver mere levende både for mig og seerne, siger Christian Cherry.
I løbet af eftermiddagen kigger flere nysgerrigt og interesseret forbi vejrbilen. Netop det personlige møde med folk, der hilser på og snakker med vejrholdet, giver redaktionen en uvurderlig kontakt til seerne, fortæller Asger Meller Jørgensen:
- Vi kommer ud og ser folk i øjnene. Vi får feedback råt for usødet, men heldigvis mest positivt. Hjemme på redaktionen kan vi tage nogle ting for givet, så derfor er det fedt, at folk kommer og spørger, når vi er ude i landet. Det udvikler sig ofte til en rigtig god snak. Produktionsplanen skal være med elastik – der skal være tid til at snakke med folk. Det er skønt for os.
Omkring 100 meter fra vejrbilen sidder Anders Lysholm og fotograf Leif Møller og klipper de indslag, der skal med i udsendelsen. De har fået lov til at slå sig ned på et kontor hos Fanø Turistbureau hele ugen.
Tid til selfies og snakke om vejret
Ved 17-tiden er der tekniske prøver. Christian Cherry, Asger Meller Jørgensen og Leif Møller kører udsendelsen igennem med kameragange, gæsternes placering og værtens start-gåtur i gågaden. Så har både de selv og afviklingsholdet i DR Byen i København tjek på, hvordan det hele skal forløbe om et par timer.
Frem mod start klokken 18.55 bliver de sidste ting finpudset, og kort før Christian Cherry kan byde seerne velkommen, har mange mennesker samlet sig omkring det udendørs vejrstudie.
Efter udsendelsen giver Christian Cherry sig tid til at snakke med de fremmødte og til selfies med dem, der ønsker det.
- Det handler om at møde folk en-til-en. Det betyder meget for den enkelte, det vi laver. Vejret interesserer dem, og de nyder og bruger DR Vejret til at gøre deres indblik i vejret større. Det er superfedt, siger han – inden en mand kommer hen og afbryder interviewet:
- Det er fin reklame, I har lavet for Fanø. Nu kommer folk rendende resten af sommeren – det er godt nok, smiler han.
- Når vi er hjemme i studiet, kan det godt føles som envejskommunikation. Her kan vi mærke, at vi deler en interesse for vejret og en stolthed over, at vi har DR, siger Christian Cherry – inden en ægtepar bryder ind:
- Det er nogle gode udsendelser, I laver, siger manden, og kvinden supplerer:
- Jeg har tænkt på, om det er fordi, det er fra Fanø, at det er meget bedre, griner hun.
Anders Kern Boje, underdirektør i DR Nyheder, Aktualitet og Distrikter, glæder sig over, at DR Vejret trods corona har mulighed for at komme på øhop i det danske sommerland:
- DR har en central ambition om at spejle alle egne af landet, og her spiller ’Vores Vejr’ en vigtig rolle i at vise det Danmark, vi bor i, men ikke nødvendigvis kender så godt. Vejret er jo – på godt og ondt – noget vi i den grad er fælles om og samles omkring i Danmark.
Asger Meller Jørgensen ser frem at fortsætte øhoppet de kommende uger:
- Der er vejrhistorier at fortælle alle steder. Når man åbner for den dør, der hedder vind og vejr, så er der masser af historier at fortælle derude – det handler bare om, at vi kommer af sted, smiler han.