Det kan godt være, det bliver svært at sidde stille på sæderne, når Alphabeat den 23. januar næste år byder op til dans, fællessang og en ordentlig popfest i Koncertsalen på deres ’12 Nights of Thunder’-tour.
Alphabeat har prøvet næsten alt. De har hittet i udlandet, spillet festivaler over hele Europa og gæstet stort set alle spillesteder i Danmark.
Én ting har de dog aldrig prøvet, og det er at spille i de store danske koncertsale for et siddende publikum – men det bliver der lavet om på nu.
Den 23. januar 2021 har du mulighed for at opleve en helt særlig aften med det genforenede band i DR Koncerthuset, når Alphabeat starter en vaskeægte popfest i Koncertsalen i forbindelse med deres ’12 Nights of Thunder’-turné i Danmark.
Skaber spænding
- Vi glæder os helt vildt til at stå i de danske koncertsale. Vi har aldrig prøvet det før. Og det med at prøve noget nyt er i det hele taget noget, vi har dyrket og opsøgt, siden vi fandt sammen igen. Det skaber en nødvendig spænding for os – som at stå på scenen sammen for allerførste gang, fortæller forsanger Stine Bramsen, der sammen med herrerne i Alphabeat senest har udgivet det anmelderroste comeback-album ’Don’t Know What’s Cool Anymore’.
Ideen til ’12 Nights Of Thunder’ opstod på Alphabeats fuldstændig udsolgte danmarksturné, på landets mindre spillesteder, i februar måned. Her havde bandet lavet en akustisk fortolkning af ’10.000 Nights Of Thunder’, hvor publikum og Anders SG fra bandet ender med at synge store dele af sangen sammen a capella – altså uden instrumentledsagelse.
Læs mere om billetter på drkoncerthuset.dk her