DR Big Band er tilbage efter nedlukningen - med to velkendte solister

3. juli klokken 20.00 i Koncertsalen: DR Big Band giver den første koncert efter coronanedlukningen - og det bliver sammen med to velkendte solister, Sinne Eeg og Mathias Heise.

Sinne Eeg er solist ved DR Big Bands første koncert efter corona-nedlukningen. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)

DR Big Band er tilbage på scenen i Koncertsalen sammen med to af bandets yndlingssolister: jazzdivaen Sinne Eeg og mundharpevirtuosen Mathias Heise. Den 3. juli i Koncertsalen får du mulighed for at opleve en samling stærke numre fra de internationalt roste albummer med de to danske jazzprofiler, som begge har et helt særligt forhold til DR Big Band.

- Et af verdens bedste bigbands er fra Danmark. Det samme er en af verdens bedste jazzsangere, skrev Politiken for nylig. Og fortsatte: - Det er simpelthen fysisk umuligt ikke at tromme i bordet og stepdanse fødderne hen over gulvet, når Sinne Eeg og DR Big Band spiller.

De store ord handlede om en tv-optagelse med Sinne Eeg og DR Big Band, i DR Koncerthuset – sendt i april, da huset var lukket for live-koncerter. Nu er det endelig muligt at høre levende musik i Koncertsalen igen, og DR Big Band har inviteret den danske jazzdiva med på scenen som et sikkert førstevalg til den allerførste koncert efter nedlukningen.

Koncerten bliver en chance for at dykke ned i live-numre fra det nye album med Sinne Eeg og DR Big Band, som ikke bare har fået danske anmeldere, men også international musikpresse til at finde de store roser frem.

Mundharpemester er med

I den særlige anledning har DR Big Band også inviteret en af sine andre, anmelderroste gæstekunstnere, den unge danske mundharpemester Mathias Heise, med på scenen i Koncertsalen. Han blænder både op for sit virtuose solospil og det særlige greb om DR Big Band, som lå bag albummet The Beast, der udkom i 2019.

For at holde sikkerheden og trygheden i top hos publikum, får kun 500 personer adgang til pladserne foran scenen i Koncertsalen, og koncerten holdes i et koncentreret format på ca. fem kvarter uden pause for at undgå for megen trafik ind og ud af salen.

Du kan læse mere om koncerten og billetter her