Det er kaldt danmarkshistoriens største retssag mod pushere fra Christiania. 83 personer er blevet idømt tilsammen 220 års fængsel. Men er det gået rigtigt for sig i retssalen? DR1 Dokumentaren ’De perfekte vidner’ sendes onsdag den 10. januar klokken 20.45.
Dokumentaren 'De perfekte vidner' undersøger en usædvanlig retssag, der sidste år førte til, at en erfaren senioranklager blev suspenderet kort før hele sagskomplekset skulle afgøres i landsretten. Under et retsmøde i september 2016 kom det frem, at anklageren havde haft meget tæt kontakt med centrale vidner, og der blev rejst mistanke om, at anklageren havde aftalt med vidnerne, hvad de skulle sige i retten. Retssagen har været suspenderet lige siden.
I 'De perfekte vidner' fremlægger DR helt nye oplysninger om den usædvanlige sag. Oplysninger, som eksperter betegner som meget alvorlige, da de sætter spørgsmålstegn ved, om de anklagede har fået en fair rettergang.
Samtidig får seerne indblik i, hvordan politiet og anklagemyndigheden tilrettelagde det endelige opgør mod hashhandlen i Pusher Street. Sagen fik kodenavnet ’Operation Nordlys’. Krumtappen i operationen var en gruppe af hemmelige politiagenter, der skulle købe hash og identificere hashpusherne i gaden. Efterforskningen fandt sted fra 2012 til 2014, og da agenterne senere skulle vidne i retten, foregik det over mere end 60 retsdage. Vidnernes forklaringer var afgørende for at sende pusherne mange år i fængsel.
DR Dokumentar kaster nyt lys over sagen på baggrund af et lækket materiale på flere tusinde sider, der blandt andet viser, at flere anklagere har haft meget tæt kontakt med politividnerne. Advokater og juridiske eksperter, som DR har forelagt materialet, mener, at anklagerne i strid med reglerne har hjulpet vidnerne med, hvad de skulle sige under afhøringerne i retten.
’De perfekte vidner’ rejser en række principielle spørgsmål om anklagedes retssikkerhed og anklagemyndighedens rolle i det danske samfund. Politiklagemyndigheden har i sagen sigtet to anklagere for flere forhold af tjenestemisbrug og pligtforsømmelse. Den ene anklager er tillige sigtet for forsøg på medvirken til afgivelse af falsk forklaring for retten.