Hun bor i Paris og er en af verdensmusikkens mest strålende stjerner i disse år. Hun har optrådt med ikoner som Oumou Sangaré, Roberto Fonseca, Herbie Hancock og senest bandet Gorillaz. Og så har hun medvirket i en række franske og afrikanske film og musicals, blandt andet den multiprisvindende og Oscar-nominerede Timbuktu.
I Danmark har den maliske skuespiller, singer-songwriter og sangerinde Fatoumata Diawara kun optrådt enkelte gange, senest på Roskilde Festival i 2019. Nu indtager hun for første gang scenen i Koncertsalen sammen med DR Big Band og et stærkt musikalsk program med musik fra alle hendes tre album Fatou (2011), At home (2016) og særligt Fenfo (2018).
Første koncert med bigband
Selvom hun har været vidt omkring i sin imponerende karriere, har Fatoumata Diawara aldrig tidligere kastet sig ud foran et ægte bigband. Det gør hun den 7. november i Koncertsalen, hvor DR Big Band blænder op for sin verdenskendte amerikansk-nordiske sound i en række helt nye arrangementer af Diawaras fængende – og ofte politisk ladede – afropop-numre.
Publikum kan se frem til en energisk debut i DR Koncerthuset, hvor DR Big Band er udvidet med den dansk-gambiske kora-spiller Dawda Jobarteh og Diawaras faste guitarist Yacouba Kone, der kan fyre op under aftenens karismatiske hovedperson.
Nye arrangementer
Aftenens dirigent er den norske saxofonist, producer, dirigent, arrangør og komponist Geir Lysne. Han står samtidig bag de mange helt nye arrangementer af Fatoumata Diawaras numre, som er skrevet specielt til koncerten med DR Big Band.
Lysne har siden 2016 været fast dirigent for et af Europas førende bigbands, NDR Big Band fra Hamborg. Han er en efterspurgt gæstedirigent for jazzensembler over hele verden, og samtidig har han med sit eget Geir Lysne Listening Ensemble udgivet seks album for det førende tyske jazzselskab ACT.
Koncerten med Fatoumata Diawara og DR Big Band sendes forskudt på DR P8 Jazz og på DR2. Koncerten var oprindeligt planlagt til den 7. november 2020, men måtte udskydes, da en fra Fatoumata Diawaras produktionshold var coronaramt.