Kormusik for konger, dronninger og kejsere

3. oktober 2020 klokken 14.00 og 17.00 i Koncertsalen: DR Koncertkoret og DR Symfoniorkestret byder på klangen af kongelige bryllupper, kroninger og andre royale fejringer i to helt særlige koncerter.

DR Koncertkoret medvirker på cd’en, som tre heldige vindere nu har udsigt til at få med posten. (Foto: © Agnete Schlichtkrull.)

Du har muligheden for at være med, når DR Koncertkoret og DR Symfoniorkestret den 3. oktober 2020 blænder op for en bred vifte af den storslåede kormusik, som gennem tiden har akkompagneret konger, dronninger og kejsere.

Her vil du kunne opleve over 150 sangere og musikere på scenen i Koncertsalen og nyde den fornemme klang af kongelige bryllupper, kroninger og andre royale fejringer fra både virkelighedens og eventyrenes verden.

Efter de seneste sæsoners udsolgte Skønneste kor-koncerter er der hermed igen mulighed for at høre DR Koncertkoret i en samling af kormusikkens mange perler sammen med DR Symfoniorkestret.

Denne gang kan du roligt tage dine kronjuveler på – for al musikken til dette års kormusikfest er knyttet til konger, dronninger, prinser og kejsere. Fra Händels Zadok the Priest, som akkompagnerede Kronprinsesse Marys ankomst i Vor Frue Kirke, til triumfmarchen fra Verdis Aida og musik fra grandiose engelske kroningsceremonier.

Koncerten kan både opleves lørdag den 3. oktober 2020 klokken 14.00 og 17.00 i Koncertsalen i DR Koncerthuset.