Simon Kvamm beder danskerne om at se op i sin sang til Danmark

Lørdag synger Simon Kvamm, Birthe Kjær og Malte Ebert deres danmarkssang på DRTV og DR1.

Lørdag synger Simon Kvamm, Birthe Kjær og Malte Ebert deres danmarkssang. (Foto: © Nelle Renbarg Andersen)

DR har stillet 15 af Danmarks største musikere den opgave at skrive en sang til Danmark. Over de næste fem uger vil musikere som Steffen Brandt, Mekdes og Stine Bramsen give deres personlige bud på en danmarkssang anno 2022 på DR1.

Lørdag den 27. august på DR1 synger Simon Kvamm, Birthe Kjær og Malte Ebert deres danmarkssang. De drager alle ud i landet for at indsamle inspiration, men vender tilbage med tre forskellige bud på deres sang til Danmark.

I Birthe Kjærs sang ’Sommerfestival’ hylder hun sammenholdet og fællessangen på sommerens festivaler. Malte Ebert blaffer sig til sin inspiration og får skrevet en hymne til langturschauffører og folk på landevejen i sin sang ’Kun med dig’, hvorimod Simon Kvamm og Hugorm har skrevet ’Fuglene’ til alle dem, der drukner i vores menneskeverden og derfor bør kigge op.

Taget godt imod

- Nu har vi set og hørt de første tre sange sidste lørdag. De er blevet taget rigtig godt imod, og jeg glæder mig til, at samlingen nu udvides med yderligere tre. Sange og sangskrivning spiller en vigtig rolle i den måde, vi ser og oplever hinanden og vores land på, og på lørdag bliver vi tre fortællinger rigere, siger chefen for afdelingen Bred Kultur & Fakta hos DR, Erik Struve Hansen.

  • Næste afsnit af 'Min sang til Danmark' vises den 27. august på DR1 klokken 20.00. Du kan også se med på DRTV og høre sangene på diverse musiktjenester.