Tine Gøtzsche sender hilsner til Grønland for første gang

Sidste år var hun vært på ’DR’s Store Juleshow’, i år er Tine Gøtzsche det på ’Julehilsen til Grønland’, som DR har sendt siden 1932. I år er det uden publikum.

Tine Gøtzsche er klar til at sende julehilsner til Grønland for første gang. Foto: Bjarne Bergius Hermansen. (Foto: © Rune Pedersen)

Selv om Tine Gøtzsche har mange års erfaring med at lave fjernsyn, bliver det alligevel lidt af en premiere, når hun som vært søndag aften klokken 21.50 på DR1 byder velkommen til ét af DR’s absolut længst kørende programmer.

88 år er der indtil videre blevet sendt julehilsner mellem Danmark og Grønland – et program, der startede i 1932 i radioen, og siden 1983 har været sendt i fjernsynet.

Showet bliver sendt fra Studie 2 i DR Koncerthuset, men ganske usædvanligt vil der i år ikke være publikum i salen, da det ikke er muligt med de gældende coronarestriktioner.

Musikken i år bliver leveret af blandt andre Nive Nielsen and The Deer Children, Det Unge Vokalensemble – et dansk kor, der synger på grønlandsk, samt bandet Suluit med Nukaka Coster-Waldau som forsanger.

Noget dragende ved Grønland

- Det er første gang, jeg skal være vært på ’Julehilsen til Grønland’, og det ser jeg virkelig frem til. Jeg har altid syntes, der var noget dragende ved Grønland, og jeg glæder mig til at beskæftige mig nærmere med programmet.

- Det er en traditionsrig udsendelse, som jeg har set mange gange, og jeg har altid syntes, det var et bevægende program, der minder os om, hvor meget forbindelsen mellem Danmark og Grønland betyder. ’Julehilsen til Grønland’ fortæller os også om nogle af de følelser og tanker, mange har, når de ikke kan fejre julen sammen med dem, de har kær.

På et enkelt punkt er Tine Gøtzsche på forhånd lidt bekymret for sit værtskab:

- Jeg håber ikke, jeg kommer til at skuffe nogen, fordi jeg ikke kan grønlandsk, som mange af mine forgængere har kunnet. Faktisk har jeg heller ikke været i Grønland, men jeg har altid haft meget lyst, så man kunne da håbe, at mit arbejde med programmet får sat ekstra skub i de planer, siger hun.

'Julehilsen til Grønland' med Tine Gøtzsche som vært måtte i år optages uden publikum. Det foregik 17. december i DR Koncerthusets Studie 2. (Foto: © Rune Pedersen)