Hun har studeret på Manhattan School of Music, spillet i New York String Orchestra og givet koncerter i Carnegie Hall.
Nu er den 23-årige violinist Kirstine Schneider tilbage i Danmark, hvor hun går på Det Kongelige Danske Musikakademi. I efteråret var hun solist i Esa-Pekka Salonens Violinkoncert med Copenhagen Phil, da koncerten for første gang blev spillet i Danmark, og den flotte indsats hér var en stærkt medvirkende årsag til, at Kirstine Schneider fredag aften fik P2 Talentprisen 2017. Den giver P2 hvert år til en yngre dansk musiker under 30 år eller et ensemble, der har markeret sig i den forgangne koncertsæson.
Prisen – og syv andre klassiske musikpriser - blev uddelt, da P2 Prisen og P2-priskoncerten fredag aften løb af stablen i Musikhuset Aarhus med P2-vært Stine Rosengren som vært. Det hele skete i et samarbejde med Aarhus Symfoniorkester.
”Kirstine Schneider får P2 Talentprisen 2017 for at musicere med solistisk format og med en sjælden varme og naturlighed, så vi fornemmer musikkens indre liv,” lød det i motiveringen.
340 forslag om ildsjæl
På forhånd var navnene på fem af årets prismodtagere blevet afsløret. Men nøjagtig ligesom P2-talentet ikke var blevet offentliggjort på forhånd, var ’Årets Ildsjæl 2017’ det heller ikke.
340 P2-lyttere og -brugere er i løbet af januar kommet med deres indstilling til, hvem der skulle have prisen for at have gjort en ekstra indsats for den klassiske musik.
P2 Prisens fagjury nåede frem til, at det var indstillingen fra 9-årige Sophia, der skulle følges. Og ’Årets Ildsjæl’ i år blev derfor violinisten Lisbeth Sagen, som fik prisen overrakt af kulturminister Mette Bock. Gennem sit projekt MusikBeRiget spiller Lisbeth Sagen musik for indlagte på landets hospitaler. Hun fik ideen, da hun var på barsel i 2009 og begyndte derefter at spille på børneafdelingen på Rigshospitalet i København. Siden er hun begyndt at spille flere steder i landet, og i dag gør Lisbeth Sagen det flere gange om ugen.
”Lisbeth Sagen bruger den klassiske musik i sin rene form til at skabe glæde og varme, når livet er sværest,” lød det blandt andet i motiveringen for at gøre hende til ’Årets Ildsjæl’.
Romantisk grundtone
Allerede i november blev det meldt ud, at cellisten Andreas Brantelid bliver ’P2 Kunstner 2017’. I Aarhus fik han sin pris overrakt af P2-vært Lotte Heise, ligesom han var solist sammen med Aarhus Symfoniorkester i satser fra Dvoraks Cellokoncert. Derudover vil P2’s lyttere komme til at opleve ham ved en række koncerttransmissioner i årets løb – også som vært på ’Min yndlingsmusik’ på P2.
”Hvad enten det er som solist foran et stort symfoniorkester, i intenst kammermusikalsk samspil eller helt solo, strømmer musikken frit og direkte fra Andreas Brantelids cello. Og med et spil præget af en lyrisk romantisk grundtone er Andreas Brantelid et levende bevis på, at ægte følelser stadig har en gang på jord,” hed det blandt andet i begrundelsen.
På forhånd var det også meldt ud, at følgende fik en P2-pris, og her lød motiveringerne:
Årets Danske Album 2017
P2 Prisen ’Årets Danske Album 2017’ går til ’Let Me Tell You’ for Hans Abrahamsens isnende skønne musik for sopran og orkester, der gendigter Ofelias historie. Sopranen Barbara Hannigan tegner Ofelia som en reflekterende, sårbar og stærk figur. I symbiose med Hans Abrahamsens besjælede vinterlandskab smelter hun vores hjerter. Frugterne af deres samarbejde er et højdepunkt i dansk musikhistorie. Årets Koncertøjeblik 2017 P2 Prisen ’Årets Koncertøjeblik 2017’ går til Susanne Elmark for rollen som Marie i Bernd Alois Zimmermanns opera ’Die Soldaten’ i en række opførelser i Zürich, Berlin og Buenos Aires siden 2013. Med et brændende scenisk nærvær og virtuositet formidler Susanne Elmark den martrede Marie, så hun fremstår lyslevende for publikum af i dag.
Årets Nyskabelse 2017 P2 Prisen ’Årets Nyskabelse 2017’ går til Copenhagen Phil for konceptet ’Open Orchestra’, der giver publikum større medansvar for udbyttet af musikken ved koncerter og på nettet. Der sættes ansigt på hver enkelt orkestermusiker, og vi lukkes ind i anatomien i kendte mesterværker og helt nye kompositioner. Et innovativt projekt, der beriger og vover.
Det var også planen, at chefdirigenten for Odense Symfoniorkester Alexander Vedernikov skulle have stået på scenen i Musikhuset for at modtage P2 Prisen som ’Årets Internationale Kunstner 2017’ for opførelsen af Wagners opera ’Siegfried’ i Odense Koncerthus. Vedernikov skulle samtidig have dirigeret Richard Wagners ’Valkyrieridtet’, spillet af Aarhus Symfoniorkester.
Dirigent med influenza
Desværre måtte dirigenten onsdag melde afbud, fordi han lå med influenza i Moskva. Det betød samtidig, at ’Valkyrieridtet’ måtte droppes ved P2 Prisen, men prisen som årets internationale kunstner får Alexander Vedernikov selvfølgelig alligevel. Den blev i Aarhus overrakt til Finn Schumacker, der er musikchef for Odense Symfoniorkester.
Umiddelbart før selve P2 Prisen-festen gik i gang i Aarhus, sendte P2 et radioshow, hvor det blev afsløret, hvilket klassisk album, P2-lytterne synes har været mest værd at lytte til i det forgangne år.
Det var muligt at stemme helt frem til klokken 18.45 fredag aften, og resultatet blev, at den danske, progressive folkemusik-kvartet Kottos fik prisen for albummet af samme navn. Albummet, som bliver spillet på fire instrumenter, man sjældent hører sammen – nemlig bouzouki, blokfløjte, cello og akkordeon – fik hele 66 procent af lytternes stemmer.















