Det er efterhånden blevet en stærk tradition, at DR Koncerthuset åbner for billetsalget til den nye koncertsæson den 1. marts. Og det er i lige så høj grad en tradition, at alle koncertbilletter kan købes med rabat gennem hele marts måned.
Også i år vil 1. marts være dagen, hvor tusindvis af musikelskere sidder klar ved tasterne for at sikre sig billetter til deres favoritkoncerter – eller møder op i DR Koncerthusets foyer for at være blandt de første, der får pladser til den kommende sæsons koncerter med DR Pigekoret, DR Symfoniorkestret, DR Big Band og DR Vokalensemblet.
Fællessang og levende musik i foyeren
Skulle man have lyst til at tage hul på den kommende sæson på en festlig måde og dele oplevelsen med andre, kan man i år vælge at gøre billetkøbet til den nye sæson til en musikalsk søndagsudflugt.
DR Koncerthuset inviterer nemlig til levende musik, kaffe og fællessang søndag formiddag fra klokken 9.30. Her kan man blandt andet møde sangere fra DR Vokalensemblet, som synger for på en buket danske forårssange, og Koncerthuschef Kim Bohr, som byder velkommen til den nye sæson.
Tyvstart i pakkeform
Er man nysgerrig efter at vide, hvad DR’s kor og orkestre har på programmet i den kommende sæson, kan man allerede nu gå på opdagelse på drkoncerthuset.dk, hvor alle koncerterne er offentliggjort. Det er dog ikke muligt at sikre sig pladser til koncerterne før søndag den 1. marts – medmindre man er klar til at købe en pakke med tre koncerter.
Traditionen tro er salget nemlig allerede tyvstartet med de særlige koncertpakker, der giver mulighed for at få tre koncerter i kalenderen på én gang.
I den nye sæson kan de, der elsker kormusik, både sikre sig en koncertpakke med DR Pigekoret og tre forskellige pakker med DR Vokalensemblet. Og hvis man er til de store symfoniske oplevelser i Koncertsalen, finder man fire koncertpakker pakker med DR Symfoniorkestret og gæstekunstnere – blandt andet store klassiske sangstemmer og internationale klaversolister.
Se alle koncerterne i den nye sæson
Se alle DR Vokalensemblets koncerter i sæson 2020-21 her
Se alle DR Pigekorets koncerter i sæson 2020-21 her
Se alle DR Symfoniorkestrets koncerter i sæson 2020-21 her
