DRs digitale læringsunivers Klatværket modtog onsdag Undervisningsmiddelprisen 2013.
Juryen ledte efter et undervisningsmiddel, som kan gøre eleverne til kompetente og opmærksomme borgere ved at bruge digitale medier, og det fandt de i Klatværket, som henvender sig til de 8-12-årige.
I Klatværkets univers er pensler og maling erstattet af museklik og fingerbevægelser på en interaktive tavle, men ellers er det lidt ligesom at træde ind i en rigtig kunstners atelier. Her er kunst på alle vægge, og det er endda tilladt at male ovenpå rigtige kunstværker, lege med hele farvepaletten og lave sin egen udstilling med over 100 rigtige kunstværker.
Det hele foregår bedst i fællesskab på klassen på den store interaktive tale, som mange skoler har fået i klasseværelserne.
Nytænkende og innovativt
Børne- og undervisningsminister Christine Antorini overrakte prisen til redaktionen, der også står bag DR Skole, som er DRs digitale undervisningstilbud til alle danske skoler.
”Jeg er da utrolig stolt over, at vi på dr.dk/skole har lavet et website, som bliver præmieret, fordi det er nytænkende, fordi det innovativt, og fordi vi bruger professionel kunst, som børnene bliver inspireret af og kan fascineres over,” siger projektlederen på Klatværket, Birgit Bergholt fra DR Webcenteret og tilføjer:
”Det var også opløftende at mærke den store interesse, der var på skolemessen, og som viser, at danske skolelærere er rigtig glade for DRs undervisningssite, fordi vi bruger nettet kreativt og inddrager arkivmaterialerne.”
Video: Se elever bruge Klatværket på Statens Museum for Kunst.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5326e7aaa11f9d1b2c78a0e0
18. år i træk
Det er 18. gang, Undervisningsmiddelprisen bliver uddelt. Den gives til et nyt undervisningsmiddel af ”bemærkelsesværdig høj kvalitet til folkeskole, ungdoms- eller voksenuddannelser”, som det hedder. Det kan være en enkelt bog, et helt system, digitale læremidler eller noget helt andet.
I år var der indstillet 66 lærebøger og websites, som Klatværket konkurrerede med.
Klatværket er blevet med støtte fra Nordisk Kulturfond og Nordvisionsfonden, og DR har blandt andet samarbejdet med Statens Museum for Kunst om sitet.
