Det er naturligvis sjovt at lære at stave med Hr. Skæg. Se de nye programmer og lær at stave med Hr. Skægs stavespil.
Først var han vild med tal, og så begyndte han at lede efter bogstaver. Nu har Hr. Skæg sat jagten ind efter ord.
DR har netop haft premiere på tv-programmet Skæg med ord, der inspirerer børn til at lege med stavning og læsning. Men nu begrænser børns ordleg sig ikke kun til tv-skærmen hver onsdag kl. 17:27 på Ramasjang.
Oline har nemlig udvidet ordlegen med et spil, hvor alle børn kan gense og lege med Hr. Skægs ordklaver og luftballon, lige når de har lyst.
Fem spil med ord
Det nye ordunivers med Hr. Skæg indeholder fem spil, der består af lige dele leg og læring.
For det første kan børnene gense Hr. Skægs ordklaver, som de kender fra TV. Her skal de ramme de rigtige tangenter for at trylle det rigtige ord frem.
I luftballonen kan børnene flyve Hr. Skæg rundt mellem skyerne og fiske efter bogstaver, så de tilsammen danner hele ord.
Børnene kan lege med en alfabot, hvor de kan forvandle høns, feer og pandaer til bogstaver.
De kan også lege med et vendespil, hvor formålet er at koble dyr og billeder sammen, ligesom børnene kan matche de rigtige ord med de rigtige lyde.
