Da telefonen blev opfundet, var den ikke til megen nytte. Kun de rigeste havde råd til den, og der var derfor ikke mange at ringe til. I dag kan få forestille sig et liv uden telefon, og den kan bruges til langt mere end at ringe.
I 1973 blev den første Personlige Computer (PC) udviklet. Dengang var det ikke alle, der troede, at computeren ville få stor indflydelse på, hvordan vi lever og kommunikerer i dag. Da internettet blev udbredt i 1990’erne, var det heller ikke alle, som var overbevist, men i dag er begge dele uundværligt i de flestes hverdag. Danmark er ét af de lande i verden, hvor folk bruger nettet mest.
Da Wikipedia så dagens lys i Danmark i 2002 mente flere, at man ikke skulle stole på den viden som leksikonet formidlede, fordi det er brugerne – almindelig mennesker i stedet for eksperter – som havde skrevet teksterne.
I dag kommunikerer alle samtidigt, og viden spredes med lynets hast på de sociale medier. Vi kan diskutere med mennesker, vi ikke kender – som måske bor på den anden side af kloden - om noget, der sker et helt tredje sted. Det er første gang i historien, at viden spredes og deles så hurtigt.