Livet for en arbejder i 1870 var en lang arbejdsdag, dårlig løn og hårdt arbejde.
Ude i Europa var kampen for bedre forhold begyndt. I 1871 indkaldte socialisten Louis Pio til møde i Den Internationale Arbejderforening for Danmark. Foreningen fik hurtigt mange medlemmer, og i 1872 ville de holde folkemøde på Københavns fælled. Mødet blev forbudt, men mange mødte alligevel op, og det endte i slagsmål med politiet, kendt som Slaget på Fælleden.
Ud af Pios arbejderforening voksede dels fagforeninger, dels Socialdemokratiet og andre partier. Fagforeningerne fik efterhånden arbejdsgiverne til at indgå overenskomster om bedre løn og arbejdsforhold. Arbejderne brugte ofte trusler om strejke som middel i arbejdskampene. En strejke krævede sammenhold: de strejkende risikerede at sulte, fordi de ingen løn fik, men brød man strejken og blev ”skruebrækker”, blev man udstødt fra kammeratskabet.
Langsomt fik arbejderne forbedret deres livsvilkår og arbejdsforhold. Samtidig opstod nye diskussioner i arbejderbevægelsen om, hvor stejlt man skulle stå på de oprindelige, socialistiske principper.