18-årig dansker er klar til OL - fire år for tidligt

Løberen Anna Emilie Møller er for hurtig til at overholde sin egen tidsplan og skal nu til Rio.

Anna Emilie Møller (i front) har slået sit navn fast som et af de største talenter i dansk atletik.

Det er gået helt galt med timingen for Anna Emilie Møller. Ikke at det gør så meget, eller at det 18-årige atletiktalent kommer til at ligge søvnløs på grund af tidsplanen, der ikke er overholdt.

For hun er Danmarks bedste på distancen 3000 meter forhindringsløb, og planen var, at hun skulle løbe ind på den største scene ved OL i Tokyo om fire år.

Men hun har så meget fart i stængerne, at hun ved et stævne i Finland onsdag slog sin egen danmarksrekord og samtidig klarede OL-kravet. Derfor skal hun nu med til de Olympiske Lege fire år før planlagt.

- Vi satsede egentlig på OL i Tokyo i 2020, så det er ikke til at fatte, at jeg har klaret kravet, selvom jeg troede på, at jeg kunne gøre det, og jeg gik ind til løbet kun for at gøre dét.

- Jeg var opsat på at komme under den tid, men jeg tror ikke rigtig, at det er gået op for mig endnu, siger Anna Emilie Møller.

Ved Paavo Nurmi Games i Finland løb kom hun i mål i tiden 9,41.42, et pænt stykke under OL-kravet på 9,45.00 minutter.

- I starten var jeg rigtig nervøs, og det påvirkede min teknik, når jeg skulle igennem vandgraven. Men da jeg fik en plads bag nummer to, så blev det nemmere at finde rytmen og bare koncentrere mig om at komme over, og så gik det bare godt resten af vejen.

Fart på i Geneve

Præstationen bliver ikke mindre imponerende af, at det kun er fjerde gang, hun løber forhindringsløb ved et stævne.

Inden sæsonen gik i gang var hendes bedste tid langt over 10 minutter, hvilket betød, at hun skulle skære næsten 25 sekunder af for at klare OL-kravet.

I sidste uge stod det dog pludselig klart, at vejen måske alligevel ikke var så lang, da hun ved et stævne i Geneve var bare fem sekunder fra OL-kravet, selvom hun skvattede over den sidste forhindring.

- Så vidste jeg, at det kunne lade sig gøre, siger hun.

Endnu er Anna Emilie Møller ikke officielt udtaget til OL, men hun kan se frem til at blive udtaget som den syvende danske atletikudøver efter Sara Sara Slott Petersen, Andreas Bube, Stina Troest, Abdi Ulad, Anna Holm Baumeister og Jessica Draskau-Petersson.