Diskoskasteren Kristel Høj Walther fra Lystrup og mellemdistanceløberen Christoffer Vienberg fra Allerød skal sammen med Daniel Wagner Jørgensen repræsentere Danmark i atletik ved de Paralympiske Lege i Rio til september.
Dermed er de danske kvotepladser til atletikkonkurrencerne ved legene opbrugt, men man havde håber på flere pladser, lyder det fra elitechef og chef de mission for den danske PL-trup, Michael Møllgaard Nielsen:
- Kvalifikationen i atletik er blevet et meget snævert nåleøje, hvor kun de bedste af de bedste kommer med, og det var et svært valg at træffe i forhold til de to kvotepladser, som vi har fået, da vi har flere dygtige atleter med stort internationalt potentiale.
To debutanter
Både Kristel H. Walther og Christoffer Vienberg er debutanter ved Paralympics.
- Jeg glæder mig helt vildt, og det er ikke rigtig gået op for mig, hvad det er, jeg skal med til. Det er så tæt på, men alligevel så langt væk. Jeg har selvfølgelig sat mig nogle mål, men dem holder jeg for mig selv indtil videre.
- Juli bliver træningsmæssigt den hårdeste måned nogensinde med rigtig mange kast og fokus på teknisk udvikling, og det hele handler selvfølgelig om at ramme topformen til september, lyder det fra Kristel H. Walther.
Målsætningen hedder PR
Christoffer Vienberg vil gerne ud med sin målsætning. Det handler om personlig rekord og finaledeltagelse.
- Det er uvirkeligt og svært at beskrive følelsesmæssigt. Det er en super mulighed for mig. Jeg er vildt glad og glæder mig ekstremt meget. Sportsligt er målsætningen at sætte ny personlig rekord, og så må vi se, hvor langt det rækker i finalen.
- Derudover glæder jeg mig til at opleve hele stemningen og atmosfæren omkring en så stor begivenhed som PL, lyder det mellemdistanceløberen.
Kristel Høj Walther
Alder: 28 år
Handicap: Underbensamputeret efter en godartet svulst i hælen
Disciplin: Diskoskast Klub: Aarhus 1900
By: Lystrup (tidl. Odense)
Christoffer Vienberg
Alder: 21 år
Handicap: Cerebral Parese
Disciplin: 800 m og 1500 m løb
Klub: Blovstrød Løverne
By: Allerød
15 danskere klar til PL
De Paralympiske Lege i Rio afvikles fra 7. til 18. september.
Med de seneste udtagelser er 15 danske atleter udtaget i idrætterne atletik (Daniel Wagner Jørgensen, Kristel Høj Walther og Christoffer Vienberg), bordtennis (Peter Rosenmeier, Michal Spicker Jensen og Sophie Walløe), ridning (Susanne Sunesen, Annika Lykke Dalskov Risum, Caroline Cecilie Nielsen, Line Kongensgaard og Stinna Tange Kaastrup), skydning (Johnny Andersen) og svømning (Jonas Larsen, Amalie Vinther og Niels Korfitz Mortensen).