Dansk atletikchef positivt stemt overfor verdensranglister

Det kan dog blive en udfordring for danske atleter at komme med ved internationale stævner.

Hækkeløberen Sara Slott Petersen er en af Danmarks bedste atleter. (Foto: © Lucy Nicholson, Scanpix)

Det internationale atletikforbund, IAAF, vil næste år indføre verdensranglister, der betyder, at atleterne fremover skal kvalificere sig til VM og OL via deres rangering på listen. Den modernisering af atletikken tager man godt imod hos Dansk Atletik Forbund (DAF).

- Vi synes selvfølgelig, at tiltaget er rigtig interessant. Det er en måde at præsentere atletikken på en lidt mere tidssvarende og måske interessant måde. Det vil tiden vise. Der er mange gode aspekter, siger direktør i DAF, Jakob Larsen, der dog også ser en bagside af medaljen.

- På vegne af dansk idræt og atletik kan vi også se nogle udfordringer, som vi har og fortsat skal være opmærksomme på. Verdensranglisten, som den nu kommer til at fremstå, vil rangere atleter ud fra, hvordan de klarer sig i forskellige typer konkurrencer. Danske atleter kan fra tid til anden have svært ved at komme ind ved de store internationale stævner, siger han.

- Det er et spørgsmål om, at værtsnationen ofte prioriterer sine egne atleter. Derfor bliver det meget vigtigt at have internationale konkurrencer på hjemmebane, for det er simpelthen der, det er lettes for egne atleter at komme ind, siger Jakob Larsen.

Flere store stævner i Danmark

Trods den mulige udfordring for danske atleter til at skaffe ranglistepoint, er Jakob Larsen dog godt stemt overfor ideen. Især fordi dansk atletik med tiltag som Copenhagen Half og Copenhagen Games, er forberedte på, at der kræves store internationale stævner på dansk grund, hvis man ikke skal ryge bag om dansen.

- Jeg er mest positiv. Ved at vi har været rettidigt ude i forhold til at få danske, internationale arrangementer, så kan vi forhåbentlig positionere os tanden bedre, end det tidligere system muliggjorde, siger Jakob Larsen, der samtidig ønsker endnu flere store stævner i Danmark.

- Det vil vi i hvert fald helt klart arbejde for. Det er en høj prioritet for os, siger han til DR.

IAAF agter at indføre verdensranglisterne i atletik allerede fra næste år.