Drømmesæson.
Sådan beskriver man bedst kalenderåret 2022 for den danske sprinter Ida Karstoft, der har slået den ene danske rekord efter den anden.
Det var i hvert fald, sådan Ida Karstoft selv beskrev sin hidtil bedste sæson, da hun i august satte kronen på værket med en bronzemedalje på 200 meter-distancen ved EM.
Den seneste måned har der været tid til at fordøje årets præstationer, genoplade batterierne, så hun nu er klar til at sætte nye mål for den kommende sæson, hvor der skal endnu mere fart på.
- Det var egentlig ikke noget, jeg havde lyst til, fordi det var gået så godt. Men jeg tror, det har været godt for mig, siger Ida Karstoft til DR Sporten.
- Jeg har løbet i et hamsterhjul i ualmindeligt højt tempo de sidste otte måneder. Så jeg tror, at det er sundt lige at tage et break, ånde ud og reflektere over det hele – og så starte op igen.
Ida Karstoft var lykkelig efter EM-finalen i august. Se bronzeinterviewet i videoen herunder:
Svært at forbedre 2022
Den danske sprinter er slet ikke i tvivl om, at 2022 har været karrierens højdepunkt indtil videre med 11 danske rekorder som flødeskummet og EM-medaljen som kirsebærret på toppen af kagen.
- Umiddelbart tror jeg, det bliver svært at toppe den. Springet har været så stort, at det har været helt vanvittigt, siger Ida Karstoft.
Det helt store kryds i 2023-kalenderen er VM i Budapest i august, hvor den 26-årige dansker vil prøve sig af mod de allerbedste i favoritdisciplinen, 200-meteren.
- Jeg ved godt, der stadig er et skridt op til verdensklassen og en finale. Men jeg jagter VM-finalen, og hvis jeg kan tage et par tiendedele af min tid, tænker jeg, det bliver et succesfuldt år, siger Ida Karstoft.
Hvis det skal lykkes, handler det for alt i verden om at holde sig skadesfri, så hun skridt for skridt kan nærme sig verdenstoppen. Og på sigt stå knivskarpt i 2024, hvor det ultimative mål findes.
- I 2024 er der både EM og OL. Der er der, jeg virkelig skal slå til. Så næste år handler om at få mere erfaring på den her scene, jeg nu er kommet ind på, siger Ida Karstoft.
Den danske hurtigløber har tidligere i karrieren været uheldig med skader, men i år har Ida Karstoft undgået lange pauser og trænet kontinuerligt.
'Der er så meget at hente'
Hun kender opskriften til succes. At træne. Hårdt.
For selvom det måske kan lyde halvkedeligt, så er der ingen vej udenom, at hård, kontinuerlig træning er vejen frem, hvis Ida Karstoft vil etablere sig blandt de allerbedste kvindelige sprintere på 200 meter-distancen.
- Det er ikke raketvidenskab. Jeg er i en opadgående kurve med min udvikling. Det vil være mærkeligt, hvis jeg pludselig gik en anden vej.
- Og det ligger i kortene, at jeg kan tage et par tiendedele af min tid, hvis jeg kan holde mig skadesfri, siger Ida Karstoft, hvis danske rekord på de 200 meter lyder på 22,67 sekunder.
Dermed vil danskeren komme tættere på den magiske tidsgrænse på 22 sekunder, hvilket i de seneste tre VM-finaler har været nok til en medalje.
- Når man nærmer sig de 22 sekunder, som jeg har cirka et halvt sekund ned til, skal der foretages finjusteringer. Det er ikke svært at finde ud af, hvor jeg kan forbedre mig. Man kan næsten bare lukke øjnene og pege et sted, siger Ida Karstoft.
- Det er vildt fedt at vide, at der er så meget mere at hente. Jeg skal blive stærkere, få mere udholdenhed og bedre ude i kurvene af løbebanen. Vi skal bare bygge på.
Og så må drømme være drømme lidt endnu, selvom en OL-medalje selvfølgelig giver Ida Karstoft sommerfugle i maven. For når man kommer fra Lemvig, er man født med en vis portion realisme.
- Jeg håber da, at jeg ved EM om to år kan tage en medalje, der har mere værdi end bronze. Det kunne være fedt, siger hun forsigtigt.
- Men det har jeg ikke så meget kontrol over. Jeg har kontrol over, at jeg bliver bedre og hurtigere, men hvordan verdenseliten løber om et år eller to er svært at sige. Så jeg må bare gøre, hvad jeg kan.
Før den står på udendørsstævner, skal Ida Karstoft gennem en indendørssæson, hvor hun er dansk rekordholder på både 60 og 200 meter.
Gense EM-finalen, hvor Ida Karstoft vandt bronze herunder: