Mette Graversgaard kan løbe hurtigt. Rigtig hurtigt.
Så hurtigt, at hun har slået sin egen danske rekord på 100 meter hæk hele to gange inden for den seneste uge. Og ikke nok med det, så kvalificerede den 26-årige aarhusianer sig lørdag til EM i atletik, som den første danske kvindelige hækkeløber på 100 meter-distancen i 44 år.
Imponerende lyder det, og hækkeløberen glæder sig da også over, at farten i stængerne nu er god nok til, at hun kan måle sig med de bedste i Europa.
- Det føles godt. Jeg håber, det kan være med til at skabe en kædereaktion, så der ikke går 44 år, før der kommer en dansk hækkeløber (på 100 meter, red.) med igen. Allerede nu er jeg superglad og taknemmelig for, hvor langt jeg er kommet, siger Mette Graversgaard.
Og langt er hun i dén grad også kommet.
For selvom Mette Graversgaard er hurtig, kan hun ikke løbe fra sit ophav. Som barn blev hun udstyret med en ADHD-diagnose, men da hun først begyndte til atletik, banede der sig en vej for hende.
- Det har været mit tilflugtssted. For når jeg kom ud på banen, så var jeg bare mig.
Det var dog slet ikke meningen, at Mette Graversgaard skulle gå til atletik. Hun var startet til springgymnastik, men det kunne man kun dyrke om vinteren i den lille vestjyske by Hvide Sande, hvor hun er opvokset. Derfor meldte Mette Graversgaards mor hende ind i atletikklubben, så hun også kunne få lov at "rende og springe lidt rundt" om sommeren, som hun selv udtrykker det.
- I starten gad jeg faktisk ikke. Men nu havde min mor betalt kontingent, og så skulle jeg ligesom gå til det i det halve år, hun havde betalt for, siger vestjyden.
Men den vestjyske stædighed og alle kontingentpengene betalte sig. For pludselig trak det i hende at løbe og springe på atletikklubbens græsmark og det lille hjørne med højdespring og længdespring, der var til rådighed.
Konkurrenceelementet fik også taget om den lille, spinkle pige, der kunne løbe fra alle drengene i skolegården. Især en af hendes brødre var god til at konkurrere med sin lillesøster i alt fra, hvem der kunne spise mest, til, hvem der kunne løbe hurtigst, og han lod hende aldrig vinde med vilje.
- Dengang var det jo irriterende, men det er også det, der har gjort, at jeg er blevet konkurrencemenneske. Min far lod mig for eksempel altid vinde i kortspil, fordi jeg blev sur, hvis jeg ikke vandt. Men min storebror holdt fast i, at jeg skulle lære, hvordan det var at tabe.
Ønskebarn med en svær start på livet
Når Mette Graversgaard siger far, mor eller storebror, så er det selvfølgelig hendes familie. Bare ikke biologisk. Hun blev nemlig tvangsfjernet, da hun var helt spæd. Ligesom hendes to ældre, biologiske søskende gjorde.
- Mine biologiske forældre kunne ikke sætte deres børns behov i første række. Det tror jeg var begrundelsen for tvangsfjernelsen, fortæller Mette Graversgaard, der af åbenlyse årsager ikke husker noget fra dengang.
Men heldigvis blev hun taget imod med åbne arme af en stor, vestjysk familie, der talte mor, far og fire sønner. Forældrene havde dog altid ønsket sig en pige, og derfor skulle de ikke tænke over, om de ville tage hende til sig. De sagde bare ja.
- De har altid givet mig følelsen af at være et ønskebarn. De siger, at da jeg kom, elskede de mig fra første blik.
Og der blev aldrig gjort forskel på hende og forældrenes biologiske børn, siger stafetløberen.
- Jeg blev også set som lillesøster af de brødre, jeg voksede op med. Så de har helt klart været med til at skabe en tryg ramme for mig og givet mig den omsorg og kærlighed, et barn har brug for.
Støtten fra plejefamilien betød ekstra meget, fordi hendes ADHD-diagnose gjorde, at hun kunne være lidt af et "problembarn", som Graversgaard selv formulerer det. Hun var meget impulsstyret og glemsom. Blandt andet sprang hun hovedspring i den lave ende af bassinet og knaldet hovedet ned i bunden. Hun har også lagt sin telefon i køleskabet, og først kommet i tanke om det fire timer senere.
- Jeg synes, de har været rigtig gode til at håndtere det, selvom der har været svære stunder nogle gange, siger hun.
Da Mette Graversgaard fyldte 20 år, valgte hun at lade sig officielt adoptere, så hun også på papiret er en del af deres familie.
- Jeg har altid følt, at jeg var en del af den familie, og jeg har altid følt, at det var der, jeg hørte til, fortæller hun om begrundelsen for sin beslutning.
Ikke kun sportslig målsætning
I hendes voksne liv har det dog mest været indeni, at diagnosen er kommet til udtryk.
- Jeg har ikke følt, at jeg har haft styr på mine tanker, fordi de hele tiden ville noget andet. Jeg har svært ved at holde fokus og falde i søvn, fordi tankerne bare rasler derudaf. Det har mere været en indre uro for mit vedkomne, siger løberen.
Men atletikken har hjulpet Mette Graversgaard gennem diagnosen, og hun har bevist overfor sig selv, men også overfor alle andre, at det, folk ser som udfordringer, ikke har stået i vejen for hende.
- Jeg kan finde ud af at strukturere min hverdag, og jeg har fundet ud af, at jeg godt kan koncentrere mig, når jeg vil. Alt det, som mange har fordomme om, at man ikke kan med ADHD.
- Atletikken har lært mig ikke at give op. Så jeg tror, at det er derfor, at jeg hele tiden er fortsat i sporet og ned ad den vej, jeg valgte, fortæller hun.
Sportsligt har Mette Graversgaard mange målsætninger. Én af dem er at komme med til Ol i Paris i 2024. Men Mette Graversgaard har også en anden målsætning. Hun vil nemlig gerne vise, at man kan, hvad man vil. Diagnose eller ej.
- Man skal ikke lade sig begrænse, fordi nogen siger, at man ikke kan. Min gamle træner plejede altid at sige, at "man er kun sine egne begrænsninger". Så hvis man virkelig gerne vil, og man tror på, at man kan det, så skal man bare gå efter det, siger Mette Graversgaard.
EM i atletik afholdes fra den 15. til den 21. august i den tyske by München.