Rekorderne står for fald, når verdens hurtigste marathonløbere sætter ild til Londons gader

Både kvinde- og herre-felterne er fyldt med nogle af de mest veltrænede og rekord-sultne løbeben, der kan skabe gnister mellem tidens hotte supersutter og asfalten ved London Marathon.

Kenyanske Peres Jepchirchir er blandt de allerstørste favoritter ved London Marathon (Foto: © Carlo Allegri, Ritzau Scanpix)

Kvinderne er ved at spæne ud af den skygge, langdistance-mændene har kastet over dem i mange år.

For hos kvinderne er det uden diskussion det hurtigste felt, der nogensinde er samlet på den klassiske maraton-distance, når der søndag skal afholdes London Marathon. Særligt anført af verdensrekordholderen Brigid Kosgei fra Kenya, der løb 2.14.04 i Chicago i 2019 og stadig kan kalde sig verdens hurtigste marathon-kvinde.

Men der er overhængende fare for, at rekorden ryger søndag, for hun bliver blandt andre udfordret af Peres Jepchirchir (også fra Kenya), der vandt OL i Tokyo – foran netop Kosgei. Og så er der selvfølgelig også en ethiopisk udfordrer i form af Yalemzerf Yehualaw, der har verdensrekorden på 10 km landevej.

Derfor forventer den danske landstræner i mellem- og langdistanceløb, Kersti Jakobsen, også at søndagens løb bliver noget af et brag.

- Jeg synes faktisk, kvindernes løb er det mest spændende i London. Der er rigtig mange hurtige kvinder, og der er mange af dem, der har en reel vinderchance.

- Det bliver helt sikkert et tæt og spændende løb, og det er nærmest umuligt at udpege en favorit, siger Kersti Jakobsen.

Peres Jepchirchir (til venstre) og Brigid Kosgei (i midten) vandt henholdsvis sølv og guld ved OL i 2021. (Foto: © Takuya Matsumoto, Associated Press)

Debuterende udfordrere fra Europa

Mængden af lynhurtige afrikanere er ikke nok i kvindernes felt, der også tæller to europæiske marathon-debutanter, der måske kan blande sig i topstriden.

Det er hjemmebanefavoritten Eilish McColgan, hvis mor pudsigt nok vandt London Marathon i 1996, og så hollænderen Sifan Hassan, der blandt andet er kendt for sin sejr ved Copenhagen Half Marathon i 2018, hvor hun satte europæisk rekord med tiden 1.05.05.

(Eilish McColgan trak sig fra løbet på grund af en knæskade efter redaktionens slutning, -red.)

Både McColgan og Hassan har glorværdige resultater på banen med sig, og Kersti Jakobsen tror mest på briten.

- McColgan er lige lidt nyere i toppen af kvindernes mellem og langdistanceløb, og derfor tror jeg, at hun har en sult, der kan hjælpe hende rigtig meget i London, hvor hun også vil blive båret rundt af hjemmepublikummet.

Landstræneren tror ikke, det betyder så meget, at McColgan er debutant på distancen, for hun træner stenhårdt og er helt sikkert helt klar. Og så har Sifan Hassan været gennem en tid med forskellige udfordringer, fortæller hun.

- Men på en god dag kan de begge blande sig, og jeg synes, det er dejligt at se, at der er europæere, der udfordrer afrikanerne på de lange distancer.

Historisk hurtigt herrefelt

Selv uden verdensrekordholderen Eliud Kipchoge på startstregen er herrernes felt også et af de hurtigste, verden endnu har set.

Det er eksempelvis første gang, at to mænd, der begge har løbet under 2.02, er med i det samme løb. Det drejer sig om ethiopiske Kenenisa Bekele, der er af mange regnes som den bedste mellem- og langdistanceløber nogensinde. Han har en PR på 2.01.41, og han bliver så udfordret af kenyanske Kelvin Kiptum, der løber sit blot andet marathonløb i London.

Kelvin Kiptum skal løbe sit blot andet marathonløb søndag, men er alligevel blandt favoritterne. (Foto: © Andrew Boyers, Ritzau Scanpix)

Kelvin Kiptum debuterede i Valencia sidste år, hvor han blev den hurtigste debutant nogensinde med en tid på 2.01.53. Det bliver nærmest en dyst mellem to forskellige aldersklasser – Bekele er 40 og Kiptum er 23.

Men de er ikke alene om at duellere, for hele otte andre har løbet under 2.05. Feltet er så vildt, at kenyanske Geoffrey Kamworor, der blandt andet vandt VM i halvmarathon i København i 2014 og satte verdensrekord på samme distance ved Copenhagen Half Marathon i 2019 (58.01), ikke engang nævnes blandt favoritterne.

Vejret bliver afgørende

Vejret i London skal dog også tages med i overvejelserne, når der skal gættes på en vinder.

Det fortæller Geoff Wightmann, der skal speake søndagens løb.

- Det er formentlig det løb i verden, hvor der tales mest om vejret. Det er en slags besættelse. Og lige nu ligner det en klassik Londondag med temperaturer mellem seks og ti grader og regn. Alle øjne vil være på Kelvin Kiptum, men det er fuldstændig umuligt at spå om udfaldet, siger Geoff Wightman.

Vejret er afgørende for rekordmulighederne, og selvom feltet på papiret er lynhurtigt, tror Geoff Wightman ikke på verdensrekord. Det gør manden med den for tiden hurtigste marathon-tid i Danmark, Thijs Nijhuis, heller ikke.

- Jeg tror mest på verdensrekord hos kvinderne, men det bliver et af de mest spændende marathonløb nogensinde, siger Viborg AMløberen, der selv har en personlig rekord på 2.10.57.

Hvis herrerne skal sætte verdensrekord, skal de under de 2.01.09, som Eliud Kipchoge løb på i Berlin sidste år. Og den detroniserede konge af distancen, der endte på en skuffende 6. plads i Boston Marathon i mandags, kan kun håbe, at ugen ikke også kommer til at byde på en mistet verdensrekord.