Sara Slott melder igen afbud til Diamond League-stævne

Den danske løber døjer med smerter i baglåret og kommer ikke til Diamond League-stævnet i Marokko.

Sara Slott melder afbud til endnu et Diamond League-stævne. (Foto: © OLe Nielsen, Scanpix)

Danmarks bedste hækkeløber, Sara Slott Petersen, må igen gå glip af et Diamond League-stævne. Den 29-årige løber har problemer med et bækkenled, der har forplantet smerter ned i det ene baglår. Derfor må hun melde afbud til stævnet i Marokko på søndag, selvom hun oplevede bedring i gårsdagens træning.

- Men da jeg landede efter første hæk, tror jeg mit bækkenled satte sig skævt igen, for jeg fik efterfølgende nogle store jag gennem baglåret, og så var træningen slut, og turen til Marokko måtte aflyses, skriver Sara Slott på sin hjemmeside.

Det er andet Diamond League-stævne i træk, Sara Slott må melde afbud til. På grund af længerevarende sygdom kunne hun nemlig heller ikke være med, da der var stævne i Qatar tidligere på måneden.

Sara Slott er et af Danmarks medaljehåb ved sommerens OL i Rio. Ved VM i Beijing sidste år sluttede hun som nummer fire i sin disciplin 400 meter hæk.