Sara Slott tangerer sæsonrekord og er klar til finalestævne

Den danske 400 meter hæk-løber sluttede som nummer to ved Diamond League-stævnet i Zürich.

Sara Slott Petersen (tv.) flankeret af Lea Sprunger, der blev toer, og Zuzana Hejnova (th.), der vandt løbet. (Foto: © WALTER BIERI, Scanpix)

Efter en stribe mindre vellykkede løb med den kiksede semifinale ved VM som kulminationen leverede Sara Slott Petersen en tangering af sæsonens bedste indsats ved Diamond League-stævnet i schweiziske Zürich.

Danmarks største atletiknavn løb de 400 meter hæk i tiden 54.35 sekunder, hvilket var det hurtigste hun har løbet i 2017, og det rakte til en andenplads efter tjekken Zuzana Hejnova. Det var anden gang i år, hun løb i den tid. Første gang var i juni i Rom.

Sara Slott Petersens personlige rekord lyder på 53.55 sekunder.

Selvom sæsonen langt fra har været Sara Slott Petersens bedste, er hun klar til finalestævnet i Diamond League-serien, der afholdes i Bruxelles den 1. september.

Det var tredje år i træk, at den danske OL-sølvvinder løb i Zürich, og alle gange er det blevet til andenpladser.