For Andreas Martinsen bliver det ikke meget bedre, end når han har snøret løbeskoene og står på atletikbanen klar til at løbe hækkeløb.
Derfor har de sidste seks måneder også været en prøvelse for den blonde Aarhus 1900-løber, der i juli måtte indstille både træning og konkurrencedeltagelse på grund af en skade i lysken.
En skade, der også betød, at han måtte vinke farvel til årets helt store mål, som var VM i udendørs atletik i London. I stedet blev fokus rettet imod at ligge på fysioterapeuters briks og time på time i træningscentret, hvor der er blevet løftet vægte og svedt på crosstraineren.
- Jeg har lavet så meget genoptræning, at det nærmest står mig ud af halsen. Det er helt vildt, og mine ben er meget, meget stærke igen. Jeg tror ikke, at jeg har været så stærk før, som jeg er nu.
- Man har jo bare lyst til at gå ud og løbe, lige så snart man ikke kan mærke smerten, men det må man bare ikke. Man er nødt til at vente på, at det er blevet stærkt igen, siger han.
Dropper sæsonen indendørs
Han blev skadet allerede i april på en træningslejr, men han løb i månederne efter videre og havde god fart i benene.
Den fart sendte ham i marts i hans første indendørs EM-finale i Beograd, men det sportslige momentum blev ødelagt af skaden, der samtidig spændte ben for Andreas Martinsens drøm om at komme med til VM, hvor han ellers lå til en billet via en kvoteplads.
Nu er han tilbage på løbebanen, og nu ser han i stedet frem mod udendørs-EM i august i Berlin, og derfor har han besluttet at droppe at løbe konkurrencer indendørs.
- Tidligere har jeg været rigtig god i indendørssæsonen, men så har jeg ikke fået det optimale ud af udendørssæsonen, som jeg egentlig synes er det vigtigste, siger han.
Store drømme om EM
Han har god tid til at ramme topformen, og han har så stor tillid til sin træner og sig selv, at ambitionen rækker udover blot at komme med til EM-stævnet i den tyske hovedstad.
- Det er svært at sige, hvad ens mål er, når man først lige er begyndt at løbe, men der er i hvert fald lagt store planer. Og jeg er en drømmer, så jeg forventer store ting. Men jeg er også god til at holde dem for mig selv.
- Jeg vil dog gerne sige så meget, at det ikke bare handler om, at jeg skal med til EM, siger han med et grin.
Andreas Martinsen har de danske rekorder på 50 og 60 meter hæk indendørs og 110 meter hæk udendørs.