VIDEO Dansk para-atlet vinder EM-guld med verdensrekordspring

Daniel Wagner Jørgensen har ved EM i para-atletik sikret guldet med et spring på 6, 70 meter.

Længdespringeren Daniel Wagner Jørgensen er i storform med under tre måneder til de paralympiske lege i Rio de Janeiro.

Ved EM i Grosseto i Italien satte den benamputerede Vejle-atlet samtlige konkurrenter til vægs, da han sprang i 6,70 meter - ny verdensrekord i T/F 42-klassen.

Anden EM-medalje

Guldmedaljen var Wagners anden medalje ved EM-stævnet i Grosseto.

I 100 meter-finalen satte han i weekenden personlig rekord med tiden 12,27 sekunder, hvilket rakte til en bronzemedalje.

Onsdag løber Daniel Wagner 200 meter-finale.

Daniel Wagner er allerede udtaget til de paralympiske lege.