Daniel Wagner løb sig mandag aften til en fantastisk sølvmedalje ved Para-VM i London på 100 meter sprinter.
Den danske hurtigløber, der løber med en benprotese, blev kun overgået af australske Scott Reardon, som Wagner ellers havde slået tidligere på dagen i det indledende heat.
- Det er en super god følelse. Jeg er super glad for min medalje. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg gik efter guldet. Jeg troede virkelig at jeg havde Scott. Også især når man så på heatet i formiddags, hvor jeg løb forbi ham, men jeg vidste godt, han ikke havde bragt det hele, siger Wagner.
Troede ikke engang, han kunne stille op
Forberedelserne til VM har dog langt fra været optimale for Wagner, der kort før konkurrencerne i London blev ramt af sygdom:
- Jeg har aldrig forberedt mig så godt som muligt, og jeg har gjort alt for ikke at blive syg, men i lørdags vågnede jeg op med en hals, der var helt stoppet til, og jeg kunne ikke trække vejret, siger han og tilføjer:
- Halsen kradsede, næsen stoppede, og jeg havde hovedpine, og det var helt forfærdeligt. Så jeg troede ikke engang, jeg kunne stille op til løb. Men jeg har været ude i det medicinske telt for at blive ’drugget’ godt op med Ipren og lignende, for at tage sygdommen.
- Men det tager også en masse fra energien – både mentalt og fysisk. Så at jeg overhovedet kunne løbe i finalen, var jeg super glad for. Og at jeg nu står med en sølvmedalje er helt fantastisk med de udfordringer, jeg har haft ved det her VM.
Daniel Wagner kan tirsdag vinde sin anden medalje ved VM, når han er med i finalen i længdespring.