Australier med sjælden smertelidelse satte verdensrekord ved at planke i over ni timer

Daniel Scali lå over ni timer i planken og satte verdensrekord for at sætte fokus på en lidelsen CRPS, der har givet ham konstante smerter siden 12-års-alderen.

(© Foto: Guinness World Records. Grafik: Diede Linnet van de Mosselaar og Maria Eriksen Volthers)

Der er imponerende mennesker, og så er der Daniel Scali.

Forleden slog australieren verdensrekorden i at planke, da han formåede at ligge i ufattelige 9 timer, 30 minutter og 1 sekund. Ja, læs du bare den sætning igen.

Det var en forbedring af den tidligere rekord på over en time.

Scalis præstation bliver imidlertid endnu vildere, når man samtidig kigger i hans lægejournal. Han lider nemlig af CRPS (Complex Regional Pain Syndrome), der opstod, efter at han som 12-årig brækkede venstre arm i en trampolinulykke.

Lige siden har Daniel Scali haft kraftige, konstante smerter, fordi hjernen sender forkerte signaler ned til armen. Alt fra lette berøringer og bevægelse til vind og vand kan fremprovokere det.

- CRPS har haft en enorm indflydelse på min hverdag. Jeg har været nødt til at lægge mit liv om for at håndtere smerten og overvinde de psykiske udfordringer. Det var ikke nemt, når man lever med konstante smerter, siger Daniel Scali til Guinness Rekordbog.

Daniel Scali ville vise, at et liv med kroniske smerter ikke kun er et liv med begrænsninger. (Foto: © GUINNESS WORLD RECORDS)

Undervejs forsøgte australieren at kontrollere den insisterende, sviende følelse ved at iføre sig et kompressionssleeve. Samtidig havde han forinden arbejdet på at være i ultimativ fysisk og mental balance. I træningscentret var kroppen blevet tævet igennem med armbøjninger, mavebøjninger og plankeøvelser.

Derudover havde han allieret sig med en mentaltræner for at forberede sig på de barrierer, han ville møde undervejs.

Ni timer er lang tid at bide tænderne sammen, endnu længere med CRPS.

- Det (verdensrekorden, red.) var en oplevelse af konstant smerte fra top til tå. Mine fødder var følelsesløse. Mine knæ og lår brændte. Min venstre arm føltes, som om der var ild i den. Men det var det hele værd, siger han.

Vil ikke lade lidelsen diktere livet

Australieren havde i mange år af sin opvækst svært ved at forene sig med tanken om, at han skal leve resten af sit liv i smerte. Så da kroppen ramte underlaget, var det meget emotionelt.

- De følelser, der ramte mig, var uden sidestykke. En følelse af glæde. Jeg havde nået mit mål om at sætte fokus på CRPS og havde slået rekorden, siger den australske verdensrekordindehaver.

(Foto: © GUINNESS WORLD RECORDS)

Et liv med CRPS har kastet Daniel Scali ud i flere livskriser og gav ham i perioder en frygt for at bevæge sig. Fysisk træning har dog været med til at hæve hans livskvalitet, og specifikt planken har gjort det nemmere at holde de konstante smerter nede.

Derfor tilbragte han 9 timer, 30 minutter og 1 sekund med sitren i musklerne. Fordi andre skulle se, at CRPS ikke skal afskrive folk fra at leve livet.

- Jeg ville gerne bevise, at uanset hvilke ting man gennemlever, uanset hvilke smerter man har, kan man overkomme ting, hvis man tror på det, siger Daniel Scali.

- Hvis nogen for fem år siden havde fortalt mig, at jeg ville komme i Guinness Rekordbog for verdens længste planke, ville jeg ikke have troet på det. Jeg havde ikke troen eller modet dengang til at acceptere, hvad jeg skulle leve med.