Anders Antonsens comeback til den store scene får kollega til at lette på hatten

Badmintonspilleren Anders Antonsen spiller lørdag aften semifinale i All England. Hans rejse dertil har imponeret kollegaen.

Anders Antonsen spillede sig fredag aften i semifinalen i All England, da han slog indoneseren Anthony Ginting i kvartfinalen. (Foto: © Andrew Boyers, Ritzau Scanpix)

Man skal ikke skrue tiden mere end et par måneder tilbage, før Anders Antonsen var i en helt anden forfatning, end han er i nu.

En skade satte en stopper for, at den danske badmintonstjerne i store dele af efteråret og vinteren kunne fatte ketsjeren, gå på banen og jagte succes i en lang række turneringer.

Men nu er han tilbage på den helt store scene - og endda i blændende form.

Anders Antonsen er nemlig lørdag klar til at spille semifinale i den prestigefulde turnering All England, efter han fredag besejrede verdens nummer tre i kvartfinalen.

En imponerende præstation efter så langt et skadesforløb, og badmintonspillerens ven og kollega, Hans Kristian Vittinghus, letter da også på hatten for succesen.

- Han har imponeret mig rigtig meget. Jeg så kampen i går, og det var en virkelig stærk præstation. Det har det sådan set været hele vejen igennem i All England, siger Hans Kristian Vittinghus.

Hans Kristian Vittinghus (til højre) er imponeret over, hvor godt Anders Antonsen har spillet i All England. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix Denmark)

Sidst Hans Kristian Vittinghus havde anledning til at se sin ven gå på banen i en turnering, var i Malaysia i januar.

Her var der antydninger til, at den 25-årige badmintonspiller var "på vej tilbage", men det har alligevel overrasket Hans Kristian Vittinghus en smule, at Anders Antonsen har været så godt kørende i All England.

- Det kommer da lidt bag på mig, at han har spillet tre så forrygende kampe i streg, for jeg vidste ikke, om han var der.

- Antydningen har været der, men det er bare rigtig rart at se, at han nu er tilbage på det niveau, hvor vi alle sammen føler, han hører til, siger den 37-årige badmintonspiller.

Verdens nummer 14 venter i semifinalen

I lørdagens semifinale skal Anders Antonsen, der lige er nummer 18 i verden, møde kinesiske Shi Feng Li.

På verdensranglisten ligger han blot fire pladser over danskeren, men det skal man ikke lade sig snyde af, mener Hans Kristian Vittinghus.

- Han er virkelig i storform og var meget, meget tæt på at vinde German Open i sidste uge, og i denne uge har han også været helt forrygende. Han er måske den bedst spillende kineser lige nu. Det bliver rigtig, rigtig svært, for han spiller i højt tempo og med meget få fejl, siger Hans Kristian Vittinghus.

Alligevel er Hans Kristian Vittinghus fortrøstningsfuld på sin vens vegne.

Anders Antonsens spil passer nemlig godt til mødet med den kinesiske badmintonspiller, mener han.

- Han skal holde fast i nogle af de ting, der har fungeret godt for ham. Han har fået den rette frækhed tilbage, og så har han domineret forrest på banen. Hvis han kan gøre det igen, tror jeg, at Anders kan score flere point, end kineseren, siger Hans Kristian Vittinghus.

Anders Antonsen er nået til semifinalen i All England tre gange inden for de sidste fire år. Men han har endnu ikke vundet turneringen. (Foto: © Andrew Boyers, Ritzau Scanpix)
Anders Antonsen er nået til semifinalen i All England tre gange inden for de sidste fire år. Men han har endnu ikke vundet turneringen. (Foto: © Andrew Boyers, Ritzau Scanpix)

Hans Kristian Vittinghus har derfor også ryddet aftenens program, så han kan heppe med fra sofaen.

- Selvom det gør lidt ondt, at jeg ikke selv er ovre og spille, så glæder jeg mig til at se den. Jeg er også rigtig gode venner med Anders, så jeg vil gerne se ham gå i en All England-finale, så det håber jeg på, siger han.

Anders Antonsens semifinale mod Shi Feng Li begynder klokken 20.40. Kampen kan ses på TV 2 Sport, men du kan også følge med i app'en DR Nyheder og på dr.dk.