Da Carsten Mogensen for godt tre måneder siden blev indlagt med en hjerneblødning, var der mange, der så det som fuldstændig umuligt, at han kunne blive klar til OL i Rio i august. I dag præsenterede badmintonforbundet dog alligevel, at de har foretrukket Carsten Mogensen og Mathias Boe.
- Det er det usandsynlige comeback. Alle dømte ham ude, og nu står han så her og har sikret sig en plads ved OL i Rio. Det er simpelthen et eventyr, der kommer på en næsten tragisk baggrund, siger DR Sportens badmintonkommentator, Henrik Fallesen.
- Det er helt vildt, at han på så få måneder kan kæmpe sig fra en hjerneoperation til OL-deltagelse på så højt et niveau med så skarp konkurrence. Det er helt fantastisk, forklarer Henrik Fallesen.
De kæmpede med Mads Conrad og Mads Kolding om den danske billet, og netop den double har vist virkelig god form på det seneste, så det ville ikke have været en kæmpe sensation, hvis de var kommet med i stedet. Der er dog en klar grund til, at de blev Boe og Mogensen.
- Deres historik taler jo uden tvivl en meget stor del af deres sag. Det her er jo utvivlsomt dansk herredoubles bedste duo de seneste 10 år. De har stået i en OL-finale, en VM-finale. De har sindssygt meget erfaring. Det har Mads Conrad og Mads Kolding ikke, siger Henrik Fallesen.
Forventninger eller forhåbninger?
Ved OL i London i 2012 formåede Boe og Mogensen at hente en imponerende sølvmedalje, men efter den slemme operation til Mogensen, kan forventninger have lidt et knæk.
- Kan man overhovedet tillade sig at have forventninger til en mand, der har fået en hjerneblødning for godt tre måneder siden? Det ville man normalt ikke have, men det her tyder også på, at Carsten Mogensen ikke er et normalt tilfælde, forklarer Henrik Fallesen.
- Det, at de er blevet udtaget, betyder, at man kan tillade sig at have forhåbninger. Og det er nok snarere forhåbninger end forventninger. Men de har før vist, at de kan gøre det, og de har to måneder. Så jeg kan godt se dem gå ind og i hvert fald være outsidere til medaljerne, lyder det fra DR Sportens badmintonkommentator.
Med den sidste udtagelse af Carsten Mogensen og Mathias Boe stiller Danmark op til OL i Rio med seks muligheder for medaljer. Udover herredouble-parret er det Viktor Axelsen, Jan Ø. Jørgensen, Line Kjærsfeldt i single, mens Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen spiller damedouble, og afslutningsvis er det atter Christinna Pedersen sammen med Joachim Fischer, der spiller mixeddouble.
