Den gode nyhed er, at der i år kommer ekstra spænding i herresingle ved DM. Den dårlige nyhed er, at det skyldes afbud fra to af favoritterne til DM-titlen.
Både Jan Ø. Jørgensen og Viktor Axelsen har nemlig måtte melde afbud på grund af skader. Førstnævnte har rygproblemer, mens sidstnævnte døjer med en skade i sin højre fod.
- Jeg er mega ærgerlig over, at jeg ikke kan spille DM. Jeg skulle også have været i Kina for at spille en opvisningskamp mod Chen Long, og det har jeg også måtte melde afbud til på grund af skaden, siger Viktor Axelsen i en pressemeddelelse.
Afbuddene betyder, at Hans-Kristian Vittinghus nu er førsteseedet i turneringen, mens andenseedningen tilfalder den blot 19-årige Anders Antonsen, der også spillede finale ved Copenhagen Masters.
Danmarksmesterskabet, også kaldet Yonex DM2016, spilles i Aarhus Stadionhal fra torsdag til søndag i denne uge.