OL-guld, VM-guld, bosat i Dubai og ikke længere en del af Badminton Danmark og den landsholdstræning, der til dagligt bliver spillet i Brøndby.
Sådan lyder status for verdens bedste badmintonspiller, Viktor Axelsen, der i weekenden vandt VM-guld i Tokyo.
Fynboen vandt den eneste danske VM-medalje, mens resten af den rød-hvide delegation spillede under niveau og måtte rejse hjem før tid. Herunder Anders Antonsen, der har haft et hårdt år uden at spille op til sit ellers vanligt høje niveau.
Antonsen trænede i sin tid med Axelsen under det danske landshold. Nu pønser han på at forlade Badminton Danmark i større eller mindre grad, præcis som Axelsen gjorde det for et år siden.
Det fortæller han mandag morgen til TV 2 Sport.
- Jeg vil gerne udfordre mig selv med en lidt anden måde at træne og leve på. I højere grad at være selvkørende, når det kommer til planlægning af min træning, hvor og hvornår - og hele den del, siger han.
Den danske stjerne bliver af TV2 forholdt til Axelsens valg af bopæl, der er faldet på Dubai. Antonsen er ikke afvisende over for at følge i verdensmesterens fodspor.
Når først landets bedste og derefter de næstbedste spillere på den måde fravælger at træne med sine landsmænd og -kvinder, går det udover niveauet hele vejen igennem systemet, vurderer Kenneth Larsen.
Han er tidligere eliteansvarlig i Badminton Danmark og arbejder som forsker ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet.
- Jeg råbte allerede vagt i gevær siden for et år siden, da Viktor Axelsen flyttede.
- Man lærer opad. Man lærer ved at kopiere og lade sig inspirere af dem, der er bedre end sig selv. Vi vil alle gerne kunne det, de bedste kan, siger Kenneth Larsen.
Den tidligere landstræner er bestyrelsesmedlem i Team Danmark, hvor han har fulgt dansk badminton. Herfra forsikrer han, at han ’sikkert ville gøre det samme’, hvis han stod i Antonsens eller Axelsens badmintonsko.
- Det er på ingen måde deres opgave at holde hånden under talentudvikling i Badminton Danmark. Det giver god mening for dem som spillere og individer.
- Det ændrer ikke på, at det er en trussel mod det danske system, vi har haft indtil nu med talentudvikling og nogle af verdens allerbedste spillere, siger Kenneth Larsen.
Lappeløsninger eller helt forfra?
Mens det er nemt at se konsekvenserne ved stjernespilleres udflytninger, har Kenneth Larsen umiddelbart sværere ved at sætte fingeren på, hvordan det lavpraktisk kan blive bedst muligt.
- Hvad er det for nogle principper, det hele skal hvile på? Hvordan prioriterer man individualister og fællesskabet? Det allerbedste ville selvfølgelig være, hvis man kunne få noget positivt ud af det.
- Hvis man ikke kan det, kan man måske se på at lave nogle aftaler eller lappeløsninger, siger Kenneth Larsen.
For der et problem. Den tidligere danske landstræner ved godt, at der kan spille mange ting ind ved et VM. Held og uheld, god eller dårlig lodtrækning, skader og dårlige dage.
Men det er ikke tilfældigt, at Danmark efter Viktor Axelsens udflytning oplever et resultatmæssigt elendigt VM, siger han.
- Det har ubetinget været det dårligste danske VM nogensinde for Danmark. Allerede ét år efter, at Axelsen rejste, kan vi se en effekt, og den effekt vil bare blive endnu større, jo flere der flytter. Hvis det her danner præcedens, står vi i lort til halsen, siger Kenneth Larsen.
For nu har Anders Antonsen ikke haft den dialog med Badminton Danmark, der skal hjælpe mod en løsning og fremtiden for den danske spiller.
Til TV 2 Sport oplyser Badminton Danmarks sportschef, Jens Meibom, at forbundet nu vil gå i dialog med Anders Antonsen om at finde en løsning.
- Det er selvfølgelig noget, vi må tage ad notam. Vi må drøfte, hvad det betyder i praksis. Vi har jo også stadig, synes vi selv, et godt samarbejde med Viktor Axelsen. Men vi har aldrig lagt skjult på, at vi selvfølgelig gerne vil have så mange gode spillere til landsholdstræningen som muligt. Hvad det konkret betyder for Anders, det må tiden vise, siger Jens Meibom.
DR Sporten arbejder på at få en kommentar fra Andersen Antonsen og Badminton Danmark.