VIDEO Danske doubler chanceløse i Hong Kong

I både mixeddouble og herredouble kunne danskerne ikke stille meget i finalerne ved Hong Kong Open

For anden uge i træk må den danske mixeddouble med Mathias Christiansen og Christina Pedersen nøjes med næstøverste trin på medaljeskamlen ved en Super Series-turnering.

Akkurat som i sidste uges finale i China Open tabte danskerne søndag til den kinesiske duo Siwei Zheng og Yaqiong Huang i finalen i Hong Kong Open.

Kineserne vandt 21-15, 21-13, og Christiansen og Pedersen opnåede dermed to point mere end i sidste uges finalenederlag.

Med nederlaget har den danske mixeddouble stadigvæk sin første turneringssejr til gode, efter parret i slutningen af august blev sat sammen af Badminton Danmark som en satsning frem mod OL i 2020.

Også stryg til to gange Mads

Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding kunne ikke stille noget op mod verdens bedste herredouble i badminton.

I søndagens finale i Super Series-turneringen Hong Kong Open vandt indoneserne Marcus Gideon og Kevin Sukamuljo sikkert med 21-12, 21-18.

De to gange Mads indtager en sjetteplads på verdensranglisten, men forskellen op til verdensranglistens nummer et var for stor til, at finalen på nogen måde blev spændende.

I det indbyrdes regnskab mellem doublerne fører Gideon og Sukamuljo nu med 3-2 efter at have vundet alle tre indbyrdes opgør i 2017.

/ritzau/