Viktor Axelsen finder løsningerne i vaklende All England-start

Efter en hård indledning vandt Viktor Axelsen tirsdag sin første kamp ved All England.

Viktor Axelsen vandt trods problemer i tirsdagens kamp ved All England. (Foto: © Andrew Boyers, Ritzau Scanpix)

Den forsvarende All England-mester og verdens nummer ét, Viktor Axelsen, er i disse dage i Birmingham for at forsvare sin titel i den prestigefulde turnering.

I første runde hed modstanderen tirsdag aften Cheuk Yiu Lee fra Hong Kong.

Det gik imidlertid ikke efter planen for den sejrsvante dansker, som lynhurtigt kom bagud 9-2. Efterhånden fik Axelsen mere momentum, men det spillede aldrig rigtigt i første sæt, som Cheuk Yiu Lee, der er verdensranglistens nummer 21, vandt med 21-19.

Selvom alt heller ikke var gnidnigsfrit i andet sæt, sled Viktor Axelsen sig til en sejr på 21-15.

Derfor skulle det hele afgøres i et tredje sæt, der næsten altid er nervepirrende. Bare ikke tirsdag aften, hvor verdens bedste Viktor Axelsen fortsat havde problemer med sin lynhurtige modstander, men alligevel gik til ophold foran 11-5.

Danskeren holdt kadencen og vandt det afgørende sæt med 21-11. Således er han klar til torsdagens ottendedelsfinaler.

Viktor Axelsen har allerede vundet All England to gange i karrieren. (Foto: © Sportxpress, Ritzau Scanpix)

Her møder Axelsen malaysiske Tze Yong Ng, der er nummer 28 på verdensranglisten.

Tidligere på dagen var også andre danskere i aktion i hallen. Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen spillede double mod det tyske makkerpar Mark Lamsfuss og Marvin Seidel. Det blev til en sejr til danskerne i tre sæt.

Der var også to danskere på banen samtidig, da Anders Antonsen og Rasmus Gemke mødtes i en direkte duel i første runde. Anders Antonsen spillede sig videre, og hvis både han og Viktor Axelsen sætter en god stime sammen i Birmingham, kan de møde hinanden i semifinalen.

I DR Sportens podcast Tyvstart kan du også gå tilbage til fredagens episode, hvor Viktor Axelsen var gæst og forklarede, hvordan han stadig finder motivation, selvom han har vundet alt.