Viktor Axelsen: Guldet var for Carsten

Danmark satte et flot punktum på EM, der har været overskygget af de triste nyheder om Carsten Mogensen.

Viktor Axelsen var glad for det danske EM-guld, som han dedikerer til den indlagte Carsten Mogensen. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Scanpix)

De danske herrer sikrede sig søndag guldet ved EM i badminton for hold efter en sikker samlet sejr på 3-1 over Frankrig.

Slutrunden for det danske mandskab har været overskygget af nyheden om den danske doublespiller Carsten Mogensen, der under turneringen måtte lade sig indlægge og operere for en hjerneblødning.

Viktor Axelsen, der vandt sin singlekamp i finalen med de sikre cifre 21-13 21-12, erkender, at det har været en svær situation for holdet at håndtere, men at holdet har fundet motivation i at kæmpe guldet hjem for Carsten Mogensen.

- Når vi har spillet, har vi spillet for Carsten, for han havde også ønsket den guldmedalje, så det er vi alle glade for, vi har gjort. Men vi er stadig berørte af situationen.

- Det har fyldt en del. Du kan ikke undgå at blive påvirket af det. Når man træner og er sammen som et hold, og folk omkring dig er kede af det, så påvirker det også en selv. Jeg har været personligt ramt af det, for det er bare ikke en sjov situation, siger Viktor Axelsen til DR Sporten.

Vigtigt at få talt om tingene

Spillerne i den danske landsholdslejr har ikke lagt skjul på, at det har været svært at skubbe situationen omkring Carsten Mogensen til siden og fokusere på spillet på banen.

Derfor glæder det Viktor Axelsen, at spillerne har fået al den hjælp, der var brug for til at bearbejde situationen.

- Vi har været rigtig gode til at få sat ord på tingene, og der er blevet givet god information, så vi har vidst, hvor Carsten var i processen. Samtidig har vi fået god plads alle sammen, og det har vi sat pris på. Jeg ved, vi alle har været berørt af det og stadig er, men vi har håndteret det godt.

Også doublespilleren Kim Astrup understreger, at det at få sat ord på har været nøglen til at komme videre.

- Vi har stået sammen og snakket med hinanden. Det har været svært, men vi har brugt hinanden meget, og det hjælper bare at få drøftet tingene med hinanden, og vi har håndteret det rigtig godt indbyrdes på holdet, siger Kim Astrup.

God bredde

Danmark fik en skidt start på finalen, da Jan Ø. Jørgensen tabte sin kamp mod Brice Leverdez, hvilket satte pres på holdkammeraterne.

Men sejre til Viktor Axelsen og doubleparet Mads Condrad-Petersen og Mads Pieler Kolding gjorde, at Kim Astrup og makkeren Anders Skaarup Rasmussen kunne spille mere frit i deres kamp, og med en sikker sejr i to sæt kunne de sikre den samlede danske EM-sejr.

Selvom Danmark fik en skidt start, var Kim Astrup aldrig for alvor nervøs for den samlede sejr.

- Vi vidste godt, at Frankrig skal spille rigtig godt i en lang periode for at slå os. De skal spille meget god badminton for at vinde tre kampe mod os, og det gav os en ro på tingene trods den dårlige start.

- Vi har et rigtig bredt hold, og at vi kan præstere på trods af det, der er sket en mandfolkeindsats. Det er aldrig nemt at stå som så store favoritter, som vi gjorde i dag, men jeg synes, vi tackler det rigtig godt, når man også tager hele vores situation med i betragtningen.

- Hele holdet kæmper for at vise, at vi er de bedste, og det synes jeg, vi har gjort gennem hele turneringen. Så jeg er meget tilfreds med præstationen, og vores store bredde har en stor betydning for den her sejr, slutter Kim Astrup.

Næste store opgave for det danske landshold er Thomas Cup i Kina til maj.