Viktor Axelsen trækker sig fra VM-kamp efter få minutters spil

Danskeren trak sig ved stillingen 4-4, efter han fik et riv i baglåret.

Den danske verdensetter mærkede et riv i baglåret i Sudirman Cup-kampen mod Lee Zii Jia. (Foto: © Str, Ritzau Scanpix)

Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen har trukket sig fra Danmarks kvartfinale ved VM for blandede hold, også kaldet Sudirman Cup, mod Malaysia.

Efter få minutters spil af kampen mod den tidligere All England-vinder Lee Zii Jia fik den danske verdensetter et riv i baglåret.

Herefter fik han kølende spray på låret og forsøgte at spille videre.

Men allerede ved bolden efter måtte den 29-årige dansker lægge ketsjeren fra sig og kaste håndklædet i ringen ved stillingen 4-4.

Og det til stor frustration for ham selv.

- Jeg tænker, det er lort. Hvad fanden skal jeg sige. Det er nederen, siger badmintonstjernen til TV 2 Sport.

Skaden opstod, da Viktor Axelsen stod ved baglinjen og fulgte boldens bane med øjnene.

Om bolden fra Lee Zii Jia havde kurs mod baglinjen, eller akkurat ville holde sig ude, var svært at se, og i sidste øjeblik valgte den danske OL-guldvinder at slå til den.

I den bevægelse følte Viktor Axelsen noget, der ikke var, som det skulle være i baglåret.

- Mit baglår føles som en fiber, eller jeg ved ikke, hvad det er. Jeg har i hvert fald fået et riv i mit baglår. Da jeg skal slå bolden væk og bevæge mig ud til siden, får jeg et eller andet i mit baglår, siger han.

Viktor Axelsen nåede ikke at være på banen i lang tid, før han måtte trække sig med en skade. (Foto: © Str, Ritzau Scanpix)

På et tidspunkt i den 29-årige danskers første kamp i turneringen gled han en smule, og det fik ham til at "føle sig en smule stiv" forud for dagens opgør.

Der var dog stadig ingen problemer at mærke i baglåret inden kampen, fortæller han.

- Jeg følte mig fin, da jeg gik på banen. Jeg ved ikke, hvad fanden jeg lavede, siger Viktor Axelsen.

Danmarks chancer minimeret

At den 29-årige dansker trak sig, betød, at han tabte kampen.

Derfor er Danmark i skrivende stund nede med 0-2 mod Malaysia i kampen om at komme i semifinalen ved Sudirman Cup.

Mixeddoublen med Alexandra Bøje og Mathias Christiansen tabte tidligere fredag deres kamp, der var den første i dagens kvartfinale.

Hvis Danmark taber en kamp mere, er holdet færdige ved turneringen, hvor man spiller bedst af fem kampe.

Danmarks kamp mod Malaysia kan følges på TV 2 Sport.