Viktor Axelsen trak stikket på ferien efter en uge... For 'man tænker jo altid lidt på badminton'

Badmintonspilleren Viktor Axelsen har vundet tre turneringer i træk. Nu har han et nyt mål i sigte.

Victor Axelsen har vundet de seneste tre turneringer, han har stillet op i. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix Denmark)

Efter nogle hårde, opslidende arbejdsmåneder kan de fleste have brug for at trække stikket lidt, smække stængerne op og nyde en velfortjent slapper ved poolen, stranden – eller hvor end, man nu bedst kan lide at bruge sin ferie.

Det gælder også Danmarks største sportsstjerner.

Efter at have vundet tre store badmintonturneringer i rap hen over de seneste måneder, har Viktor Axelsen nemlig tilladt sig selv at holde en smule fri i juli. Men de der tre sammenhængende uger, man som almindelig lønmodtager har ret til, synes OL-vinderen nu alligevel ikke, han ville tage fri.

Meget mere end en uge blev det nemlig ikke til, før badmintonstjernen greb ketsjeren igen. Ud med solcremen og ind med svedige træningstimer.

- Man ved jo, at det nok er det rigtige, man laver, hvis man efter en uge begynder at savne det igen, ikk'? Sådan har jeg det lidt, siger Viktor Axelsen.

- Når man er, som jeg er, tænker man altid en lille smule på badminton.

Meget tid har Viktor Axelsen ikke brugt på at flade ud på det seneste. (Foto: © Ed Sykes, Ritzau Scanpix)

Med verdensmesterskabet lige på trapperne var syv dage den mængde tid, der gav mening for den 28-årige fynbo.

For skal man gøre sig forhåbninger om at vinde sin fjerde turnering i træk – som Viktor Axelsen gør – må man ikke ligge henslængt i for lang tid.

Og ferien må også gerne indeholde lidt andet end kun solbadning.

Selvom fridagene i Singapore helt sikkert har været et fornøjeligt afbræk fra de vante omgivelser i Dubai, var det derfor ikke fordi, stængerne fik meget hvile.

- Når jeg holder ferie, er det heller ikke fordi, jeg ligger på den lade side. Jeg prøver stadig at komme i fitness dagligt og lave et eller andet fysisk, fordi jeg har enormt meget energi, siger Viktor Axelsen.

Sådan er det vel, når man er verdensranglistens nummer ét, OL-guldvinder og forsvarende All England-mester, fristes man til at spørge?

Naturligvis, fortæller Viktor Axelsen. Og 'aktiv' ferie er derfor hans måde at slappe af på.

Det har dog sin pris at være så perfektionistisk, altid reflekterende om sin sport, som den danske verdensetter er. Det der med at smide sig i strandstolen, labbe sangria i sig og holde siesta i skyggen, har han nemlig ikke nemt ved.

- Det er ret svært. Når det er gået så godt med turneringssejre tre uger i streg, så var det nemmere for mig at slappe af. Men når der går et par dage, begynder jeg at blive en smule rastløs, siger han.

- Men jeg har lært i løbet af de seneste år, at det kun gør gode ting fysisk og mentalt lige at trække stikket i løbet af et par dage.

Drømmen er VM-guld

Men det mentale afbræk fik Viktor Axelsen altså også på sommerferien i Singapore.

Et vigtigt, veldisponeret pusterum fra det intense liv som badmintonspiller på den absolut øverste hylde. Og nu er han så klar til igen at genoptage træningen.

Formen skal nemlig finpudses, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at stå øverst på skamlen for fjerde turnering i streg. Og det gør Viktor Axelsen.

- Når man har vundet de seneste tre turneringer, hvor alle de bedste spillere har været med, er det klart, at man drømmer om en guldmedalje til VM, siger han.

Urealistisk er det bestemt heller ikke, mener den 28-årige OL-guldvinder.

For med de nylige sejre i Malaysia Open, Indonesia Open og Indonesia Masters, rider den 28-årige danske badmintonstjerne på en bølge af succes. Niveauet har han, men der er ikke råd til svipsere, hvis Viktor Axelsen skal opnå drømmen om at genvinde verdensmesterskabet, han senest vandt i 2017.

- Jeg går altid meget, meget ydmygt ind til opgaven, og jeg ved også godt, at hvis jeg ikke spiller så godt, kan jeg tabe til en håndfuld spillere. Jeg er realistisk omkring mit eget niveau og ved, at jeg kan vinde. Men det kræver, at jeg kører på alle cylindre.

I foråret vandt Viktor Axelsen sin anden All England-titel. Den første vandt han i 2020. (Foto: © Ed Sykes, Ritzau Scanpix)

Og hvis det lykkes, kan det godt tænkes, at OL-vinderen tager sig en velfortjent ferie igen.

Men nok kun en lille én.

- Jeg håber på, at der kommer et godt resultat, og så kan jeg slappe mere af. Men når det er sagt, går jeg en travl periode i møde efter VM, og jeg vil gerne holde træningen oppe så meget som muligt. Så jeg tænker ikke, det bliver den lange ferie... men måske lige et par dage, siger han.

Viktor Axelsen spiller VM i badminton fra d. 21. august.