27-årige 'Iffe' bliver første dansker i verdens bedste liga: Her er reaktionerne fra USA

Cheftræneren for NBA-holdet Phoenix Suns er taknemmelig for at få Gabriel 'Iffe' Lundberg på holdkortet.

Danskeren passer godt ind hos sin nye arbejdsgiver, mener amerikansk journalist. (Foto: © Josef Vostarek)

Sandet på Saksild Strand syd for Aarhus er ganske, som det plejer. Men for Gabriel 'Iffe' Lundberg er hele verden forandret.

Basketspilleren befinder sig i øjeblikket i Østjylland, men inden længe rejser han til USA.

I weekenden skrev han under på en kontrakt med det amerikanske hold Phoenix Suns, efter han forlod russiske CSKA Mosvka. Dermed bliver den 27-årige guard den første dansker i verdens bedste liga, NBA.

Begejstringen er stor herhjemme, men hvad tænker de egentlig 'over there'? Hvor meget kender de til Iffe? Passer han ind på holdet? Og hvad er hans fremtidige chancer?

DR Sporten har snakket med NBA-mandskabets cheftræner, Monty Williams, samt journalisten Duane Rankin. Sidstnævnte har dækket mesterskabsfavoritterne de sidste fire sæsoner for avisen The Arizona Republic.

Hvor meget kendte I til 'Iffe'?

Gabriel Lundberg var en af CSKA Moskvas stjerner og flere NBA-klubber havde interesse i den danske spiller. (Foto: © Javier Borrego / IPA, IPA)

- En smule. Med den stigende strøm af internationale spillere er du nødt til at holde styr på de næste. Iffe Lundberg er en meget god spiller, som så småt kom på NBA-radaren sidste år, siger journalisten Duane Rankin.

- Jeg havde hørt om ham, men den personlige forståelse af Gabriel Lundbergs spil kender vi ikke ordenligt, før han er en del af programmet, og vi får set ham an. Vi finder ud af det hele, når han kommer. Der skal stadig et visum på plads, inden han gennemfører sit skifte, siger Suns-træner Monty Williams.

Hvordan passer Iffe ind hos Suns?

Danskeren måler 193 centimeter og vejer 92 kilo. Hans spil passer godt til NBA, vurderer Duane Rankin. (Foto: © Alfredas Pliadis, Represented by ZUMA Press)

- Han passer godt ind. Han kan spille flere positioner, har en god størrelse og kan nedbryde forsvaret. Men med måden hvorpå Phoenix bevæger bolden hurtigt rundt på holdet, er det meget vigtigt, at han kan ramme sine langskud, siger Duane Rankin.

- Han bliver en del af en mesterskabsfavorit, som har holdet på plads. Men Chris Paul (en af holdets stjerner, red.) er skadet med en brækket tommelfinger, så Lundberg skal nok få chancen for at vise sig frem. Suns ser helt klart noget i ham, når de giver ham chancen nu, forklarer journalisten.

Hvad er hans chancer for at blive efter denne sæson?

Lundberg har en fremtid på holdet, hvis han arbejder hårdt nok, siger den amerikanske journalist. (Foto: © Dppi/ Irh, Represented by ZUMA Press)

- Det er svært at sige. Chris Paul og Devin Booker er Suns' bedste spillere. Man forventer, at holdet kommer langt i slutspillet, så han har lidt mere end fire uger til at vise sit værd på holdet. Suns kalder sig selv for et arbejdshold, så hvis Lundberg arbejder hårdt, er alt muligt, siger Duane Rankin.

- Vi er glade for at have ham. Jeg er sikker på, at han har haft en masse at se til med alt det, der skete i Rusland. Så at få en kontrakt som denne og lande i NBA må være en velsignelse. Før alt det skete, var et skifte ikke på hans radar, så vi er taknemmelige for at have ham - og alle de danske fans, vi har nu. Vi bliver nok nødt til at afholde en opvisningskamp i Danmark, siger Suns' cheftræner Monty Williams.