Hvide sko, lyseblå jeans og en sort t-shirt.
Gabriel 'Iffe' Lundberg havde klædt sig på til tilskuerens rolle, da den danske basketballstjerne overværede sin første kamp i NBA som Phoenix Suns-spiller.
Han har siden trukket i baskettrøjen og spillet fire kampe for sin nye amerikanske klub som den første dansker nogensinde i verdens bedste liga. Men nu er det foreløbigt slut.
Den 27-årige guard blev i weekenden siet fra mesterskabsfavoritternes spillertrup. Derfor må han atter hoppe i civilt tøj og se til fra bænken, når holdkammeraterne går på banen i weekenden.
- Jeg er ikke skuffet. Jeg synes selvfølgelig, det er ærgerligt, men det er mest konkurrencemennesket i mig, som siger det. Jeg har på intet tidspunkt forventet, at jeg skulle spille i slutspillet. Det var aldrig en del af planen, siger 'Iffe' Lundberg til DR Sporten.
NBA's grundspil er netop overstået, og sæsonen bevæger sin nu ind i det afgørende slutspil. 'Iffe' Lundberg er på en såkaldt tovejskontrakt, som ikke berettiger ham til en plads i slutspillet.
Efter danskerens første kampe i klubben kunne Phoenix Suns have tilbudt ham en såkaldt standardkontrakt, så Lundberg også kunne spille med i slutspillet, men sådan gik det ikke.
- Jeg kan se mig selv i øjnene og sige, at jeg gav mig 100 procent. Jeg er stadig på kontrakt i Suns, jeg skal træne med holdet hver dag, og jeg rejser med dem på udebaneture. Den eneste forskel er, at jeg sidder i civilt tøj til kampene, forklarer han.
Bevist, at jeg hører til
'Iffe' Lundbergs plan er nu at bide sig fast og på længere sigt realisere den drøm, han har haft, siden han var fem år gammel.
For ja, danskeren driblede igennem glasvæggen og blev den første fra landet med 'hygge' til at spille i NBA. Han blevet taget godt imod i Phoenix og har nydt tiden i verdens bedste liga, der er "50 gange bedre" end noget andet, han tidligere har prøvet i karrieren.
Men 'Iffe' Lundberg blev samtidigt hentet til det stjernebesatte mandskab i marts, da der blot resterede to uger af sæsonen. Det var derfor tæt på umuligt at overbevise amerikanerne om, at de skulle satse på ham i slutspillet.
'Iffe' Lundberg har i stedet haft fokus på, hvad han kunne gøre for at positionere sig bedst mulige til efter sommerferien, når NBA-sæsonen begynder på ny. Han har ikke tænkt sig at vende tilbage til europæisk basketball, selvom den nye sæson først begynder til oktober. Han vil bide sig fast i det fineste basketselskab.
- Nu har jeg fået smag for det, og jeg har bevist over for mig selv, at jeg hører til i NBA. Jeg steg gradvist i minutterne, og det siger noget om, at trænerstaben og mine medspillere stoler mere og mere på mig i takt med, at jeg leverer, siger 'Iffe' Lundberg.
Andre hold har vist interesse
Danskeren vil sikre sig flere minutter ved at træne som bare pokker i løbet af sommerpausen, hvor han også har mulighed for at spille kampe i NBA's egen opstartsturnering, Summer League.
Dog skal nærområdet også udforskes sammen med hans søn og hustru.
- Suns har nogle af de bedste trænere, som jeg kan gøre brug af på daglig basis. Jeg skal spille så meget basketball som overhovedet muligt.
- Men på samme tid skal jeg også huske at nyde øjeblikket hver eneste dag med min familie. Dem har jeg ikke set så meget. Vi skal på tur til Grand Canyon og Sedona. Der skulle være virkeligt smuk natur. Vi skal opleve en masse, når der nu er tid til det. Det er ikke altid, det er sådan.
'Iffe' Lundberg afslører, at andre NBA-hold har været interesseret i at hente ham, når slutspillet slutter i juni. Men hvis danskeren igen skifter sine jeans og sorte t-shirt ud med en NBA-uniform, håber han, det bliver Phoenix Suns' kampdragt.
- Jeg kan virkeligt godt lide klubben, trænerne og mine holdkammerater. Dynamikken på holdet er fed, og basketmæssigt passer spillestilen mig perfekt. Jeg drømte om at få en fod ind ad døren. Det har jeg nu, og min mission er at blive.