Warriors skyder Cleveland i sænk i NBA-finale

Aldrig før har et hold lavet så mange trepointsscoringer i en NBA-finale, som Golden State gjorde fredag.

Klay Thompson scorede hele 63 point, sammen med Stephen Curry. (Foto: © Larry W. Smith, Scanpix)

17 gange sænkede Golden State Warriors tre point i fjerde kamp i finaleserien i årets udgave af verdens bedste basketball-liga, NBA. Det er ny rekord for en NBA-finale.

Golden State vandt derfor en usædvanligt fysisk spillet kamp med 108-97, og holdet fra Oakland fører nu 3-1 i opgør mod Cleveland Cavaliers og LeBron James.

Dermed kan Golden State afgøre finaleserien på hjemmebane mandag lokal tid.

Det er aldrig før i NBA's historie sket, at et hold kommer tilbage og vinder titlen, efter at være bagud 1-3 i finaleserien.

- I dag var vi virkelig opsatte på at gøre arbejdet færdigt. Vi har en meget bred trup, og der kommer folk ind fra bænken og afgør kampen for os i dag. Og så rammer vi på vores forsøg udefra, siger Golden States Klay Thompson efter kampen til ESPN.

Point i Thomson og Curry

Sammen med Stephen Curry scorede Klay Thompson hele 63 point, og de to største Golden State-stjerner fik således, efter tre svingende finalekampe, endelig deres spil til at fungere på samme tid.

Især Stephen Curry, der i denne sæson igen er blevet kåret til NBA's mest værdifulde spiller, har været i en formmæssigt sløj periode.

Men Curry sænkede hele 38 point i kamp nummer fire mod Cleveland, og derfor blev den vævre skytte igen afgørende.

- Vi var ikke gode nok i kamp nummer tre, så i dag var en ny mulighed for at spille aggressivt. Det drev os fremad i dag, siger Curry på pressemødet efter kampen i Cleveland.

Golden State skal nu bare vinde en af de resterende tre kampe, for at holdet igen kan kalde sig NBA-mester.

/ritzau/