Af David Rehof.
Kulissen for DBU Pokalen var perfekt: Høj sol, fyldte tribuner og motiverede spillere. Og det blev også et bølgende brag.
Først kunne FC Vestsjællands græske target-man, Apostolos Vellios, bringe holdet fra Slagelse foran 0-1. Men lige efter pausen nåede FC Københavns forsvarsklippe, Per Nilsson, først til et indlæg, som han headede i nettet til 1-1.
Kort tid efter kunne FC Københavns lejede islænding, Björn Sigurdarson, øge føringen til 2-1 efter et glimrende lob. Garvede Dennis Sørensen kunne så tre minutter før tid udligne til 2-2, og så var spændingen for alvor tilbage.
19-årig blev dagens mand i skysovs
Den varede helt til det 102. minut, hvor FC Københavns 19-årige færing, Brandur Olsen, på flot vis krøllede bolden i højre hjørne med sit venstreben.
Da kampen blev fløjtet af, lød der et brøl af jubel i Parken, og FC København kunne lade sig hylde som danske pokalmestre.
Øverst kan du se billeder fra kampen, fansene og fejringen efter kampen.