- Men han har også en lortehøjde, fordi jeg lige er de der 10-15 centimeter højere end ham. Hvad er han? 178 centimeter? spørger Brian Nielsen.
Manden med lortehøjden er 'Iron' Mike Tyson. Ikke ham med ansigtstatovering og gæsteoptræden i filmen 'The Hangover'. Eller jo! Også ham, men mere den, som Tyson var før det. En eminent bokser.
Jeg googler lynhurtigt 'Mike Tyson højde' på min mobiltelefon, selvom det virker overflødigt. Selvfølgelig er amerikaneren 178 centimeter, når Brian Nielsen siger det.
- Det er nok den kamp, der ærgrer mig mest. At jeg ikke bare undgik at få den øjenskade.
Vi er allerede halvvejs gennem vores snak om tre nedslag i danskerens professionelle boksekarriere - den første, største og sidste kamp.
For kronologiens skyld spoler vi lige tilbage. Vi skal nok nå Tyson, Holyfield og historien om næseklemmerne nede hos serieiværksætter Jesper Buch i Spanien.
Terry Armstrong i Parken?
- 4. september 1992. Min første kamp som professionel, kommer det prompte.
Brian Nielsen husker den krystalklart. Seks omgange, hvor danskeren vinder dem alle på point.
- Armstrong var ikke nogen tusindkunstner. Han var da… Det ved jeg sgu ikke. Det var selvfølgelig sjovt, fordi både Johnny og Jimmi (Bredahl-brødrene, red.) blev verdensmestre ved det stævne. Det er sjovt at tænke tilbage på, siger Brian Nielsen.
Debuten som professionel kommer kort tid efter, at han får olympisk bronze i supersværvægt om halsen i Barcelona. Det lokkede mange til boksning den aften.
- De ville også gerne se ham den store tykke, siger Brian Nielsen.
Det samme har danskerens selvironi altid været. Tyk, forstås.
Nervøsiteten hang ved i hvert fald lige de første par omgange, men Brian Nielsen var ikke i tvivl om, at han ville vinde over Armstrong. Rutinen, de 111 foregående amatørkampe, medaljen ved OL. Han havde jo prøvet, hvad man skulle som amatør.
- Men jeg var egentlig ligeglad med at blive professionel.
Hvorfor var du ligeglad?
- Det ved jeg ikke. Mogens Palle var nede og tilbyde mig en kontrakt, og hvis jeg ikke sagde ja tak, rejste han jo aldrig hjem igen.
Brian Nielsen skraldgriner.
Mogens Palle, promotoren over dem alle i dansk boksning, tager ikke et nej for et nej, men mod Nielsens stædighed møder Palle sit match.
- Jeg forlangte et eller andet, som var helt væk i forhold til det, han tilbød mig. Og så sagde jeg, at det ikke havde nogen interesse, og det kunne han jo ikke lide at høre. Så tilbød han mig det, jeg forlangte.
Det håndslag får stor betydning for dansk boksning og for Brian Nielsen ikke mindst. Det ved han også godt selv.
Halvblind i en boksering med Mike Tyson
- Men dengang… Jeg var ikke god til boksning. Jeg var rimelig, fordi det var lige før OL, og jeg var i god form, men heller ikke mere end det, siger Brian Nielsen om starten på sin professionelle karriere.
Dengang var det hele pænt, lidt for pænt måske, lyder det.
"Det fik Brian Nielsen da taget revanche for senere i karrieren", tænker du måske. Bevares, boksekunst blev det aldrig, men var det på noget tidspunkt hensigten? Eller planen?
- Jeg har aldrig været nogen super tekniker. Jeg har altid levet på, at jeg kan blive ved og stå distancen. Angribe, angribe, angribe. Det har altid været mit motto. Og hvis du ikke kan vinde over dem, kan du gøre dem trætte i hvert fald.
Vennerne kalder Brian Nielsen "meget, meget belastende" at møde i ringen, fordi han konstant bevæger sig fremad. I alle omgangene.
- Nogle gange er det nemmere at bokse en, der vil bokse, i stedet for at en, der bare vil overleve. Forstår du, hvad jeg mener?
Som når et fodboldhold træder på banen for ødelægge kampen og spille destruktivt.
Brian Nielsen kvitterer med et "præcis".
- Især når de kommer for at slå en ud, som Tyson gjorde. Det ærgrer mig stadigvæk helt vildt, at jeg fik de øjenskader. Det var ikke slag, det var skaller hver gang. Fire-fem gange. Jeg siger ikke, at det var med vilje, men han brugte hovedet lidt for meget, skyder Brian Nielsen afsted ud af det blå.
- Det er nok min største kamp, men det er, fordi det er Tyson. I min verden – og i bokseverdenen - er Evander Holyfield resultatmæssigt den største, men Tyson er helt klart det største navn. Der er ikke nogen, der er et større navn end ham, siger Brian Nielsen.
Nedenfor kan du se et interview med Brian Nielsen efter nederlaget til Mike Tyson:
Det foregik i Parken i 2001, en proppet dansk nationalarena, og Brian Nielsen havde planen klar. Overlev de første fire omgange og skru op for tempoet. Den holdt næsten til punkt og prikke.
I tredje omgang får Brian Nielsen en øjenskade. Den betyder ikke så meget, men den, han senere får i sjette, er langt værre.
- Hver gang han ramte mig uden på hænderne, på paraderne, så dirrede mine øjne. Jeg kunne ikke se en skid. Det var latterligt. Jeg kunne godt se på højre øje, men bare det med at skulle lukke øjet var vildt belastende.
For nogle er den største frygt i livet at drukne, for andre at blive begravet levende, men situationen, Brian Nielsen befandt sig i, kunne meget vel ryge med på listen - halvblind i en boksering med Mike Tyson.
Om det var ubehageligt? Selvfølgelig er det ubehageligt, "når man lige står foran ham, ikke?"
Jeg behøver ikke at svare. Vi ved begge to godt, at jeg er enig.
Der er rigtig mange, der er meget bedre til at bokse end Brian Nielsen, det mener han i hvert fald selv, men de kan ikke stå distancen, klare konditionskampen. Dertil nåede danskeren desværre ikke med Tyson.
Da klokken ringede ved starten af syvende runde, blev Brian Nielsen siddende i sit hjørne. Øjet havde lukket sig helt i, kampen blev afbrudt og Tyson tildelt sejren på teknisk knockout.
- Tyson sagde selv efter efterfølgende, at han var godt brugt, og jeg var ikke i nærheden af at være træt. Overhovedet. Så han var løbet tør for kræfter før eller siden, hvis jeg bare var blevet ved med at køre på.
Dermed ikke sagt, at Brian Nielsen nødvendigvis havde vundet over Mike Tyson. "Det kan enhver idiot jo komme og sige" her 19 år senere, men danskeren garanterer, at det kunne være blevet en helt anden kamp.
'Jeg vidste ikke, hvor jeg var henne i verden'
Brian Nielsen nåede selv at iklæde sig et VM-bælte to gange i karrieren, og han fik undervejs lov til at sende slag afsted efter mange af de største i boksehistorien.
Derfor var det et eller andet sted også meget passende, at han sluttede med at møde manden, som slagtede Tyson to gange i 1990'erne – Evander Holyfield. Firedobbelt sværvægtsmester og dermed den eneste med flere af slagsen end Muhammad Ali.
Det var i 2011, ni år efter danskerens seneste tur i ringen.
Hvorfor overhovedet komme tilbage?
- Der var mange ting, men hovedsageligt var det, fordi der var mange, der sagde, at jeg var helt idiot, hvilket jeg godt ved, at jeg er, griner Brian Nielsen.
- Men selvfølgelig kunne det lade sig gøre, indskyder han.
Det sidste klem fra 'Boksebamsen' blev 7. maj i DR's koncerthus. Brian Nielsen var "ikke særlig flot", men han "var satme i god form". Holyfield stod også skarpt og havde ikke taget rejsen hele vejen til København for at sende danskeren stille afsted på bokseotium.
- Allerede i tredje omgang bliver jeg ramt og ryger ned. Det er første gang i min karriere, at jeg sådan rigtigt bliver slået i gulvet.
Holyfields venstresving overhalede Nielsens simultane ditto. Bam, lige på kajen. Brian Nielsen var helt væk, "som i væk".
- Hold kæft, Holyfield boksede godt.
Styrken i næverne var ikke den samme som Tysons, men præcisionen? Uhyggelig. Han kunne jo nærmest foretage en hjerteoperation med boksehandsker på, fornemmer man.
Da Brian Nielsen kom op, gik han snorlige over i hjørnet, og 30 sekunder senere var han igen klar til at bokse. Danskeren så frisk ud. "I hvert fald på TV".
Var du det?
- Nej. Jeg vidste ikke, hvor jeg var henne i verden.
Når man har bokset omkring 180 kampe som amatør og professionel uden at blive pandet ned på den måde, så skal man "sgu ikke slås i gulvet i den sidste". Heller ikke når Evander Holyfields hånd gemmer sig i afsenderens handske.
Brian Nielsen rystede oplevelsen af sig og gik i offensiven. Det vandt han en del terræn på, lyder vurderingen, men med ti sekunder tilbage af 10. omgang blev kampen stoppet. Det forstår danskeren den dag i dag stadigvæk absolut intet af.
- Jeg skal skynde mig at sige, at jeg havde tabt kampen alligevel, men hvorfor stopper den der?! Jeg fik da mange tæsk i den kamp, men i min verden stod jeg distancen. Jeg var ikke i nærheden af at være rystet, siger Brian Nielsen.
Den om næseklemmerne hos Jesper Buch
Første, største og sidste kamp i sværvægterens professionelle boksekarriere, men vi har stadigvæk et hængeparti. Eller jeg har.
Jeg har lovet min svigerfar at spørge ind til, hvorfor Brian Nielsen aldrig har udgivet en opsamlings-dvd med sine største kampe. Det virker helt tåbeligt at klemme ind efter Tysons skaller og Holyfields kæberasler, men man skal jo holde, hvad man lover. Især når det gælder svigermekanikken.
- Jeg har aldrig selv fået lavet nogen, siger Brian Nielsen.
Nej, det passer faktisk ikke. Han fik klippet noget video dengang, han holdt foredrag. Et af dem var i Spanien hos serieiværksætteren Jesper Buch foran 200-300 mennesker kort efter karrierestoppet.
- Jeg startede med at kaste klemmer ud til dem alle sammen. Det var min kone, der kom på den idé.
Brian Nielsen holder en kunstpause. Han ved udmærket godt, at han er i gang med at fortælle en klassehistorie.
- Så kastede jeg klemmer ud, og så sad folk og kiggede på dem og tænkte, "hvad fanden skal vi med de klemmer?"
"Så kan I sætte dem for næsen, så vi snakker samme sprog."
Salen røg rundt af grin.
Det gør jeg også.
- Det var meget sjovt. Og godt fundet på, siger Brian Nielsen.
Det kan der ikke være to meninger om.
Brian Nielsen har delt mange tæsk ud i sin karriere. Ja okay, han har også taget imod sin del. Men selvironien har ingen, hverken Tyson, Holyfield eller de andre store stjerner, banket ud af Super-Brian.