"Where is Palle!? Where is Palle!?"
Det var de første tre ord, eks-bokseren og tidligere verdensmester Mads Larsen hørte, da han for efterhånden en del år siden mødte den legendariske amerikanske boksepromotor Don King første gang.
Og det fortæller meget godt historien om Mogens Palles betydning for boksesporten. Ikke bare i Danmark, men i hele verden.
- Selvom vi bare er lille Danmark, er vi kendt i hele verden, og det er jo i høj grad på grund af Mogens Palle. Han kunne være din værste fjende, men han kunne også være din bedste ven. Han kunne spille på alle tangenter, og det gjorde han også. Det var det, der gjorde ham så god til sit job, siger Mads Larsen.
- Han betød alt for boksning i Danmark. Han er den eneste promotor, vi har haft, som har haft succes på den måde. Der er ikke nogen, der når ham til sokkeholderne, og ingen kommer tæt på, siger Mads Larsen.
Han bakkes op af endnu en tidligere bokser, Hans Henrik Palm, der også var mangeårig forretningspartner med Mogens Palle:
- Han har været en magtfaktor. Det er svært at sige, hvor sporten havde været uden ham, men jeg nægter at tro på, at boksning havde fyldt så meget i et lille land som Danmark uden ham.
Har betydet alt
Mogens Palle døde lørdag morgen efter længere tids sygdom. Han blev 88 år, og over 60 af dem brugte han på at promovere boksning. Han er manden bag de største boksere i dansk historie - fra Tom Bogs til Mikkel Kessler.
Han er grunden til, at vi i dag er et land med en lille størrelse, men stor historie inden for boksningen.
- Han sørgede for, at jeg kom tilbage. Jeg skulle have været til OL i 1988, men det brændte jeg af på grund af fester, druk og alt muligt skidt. Kort efter OL blev min bror professionel, hvilket også var min største drøm, siger tidligere bokser Jimmi Bredahl og fortsætter.
- Mogens Palle kom til mig dér og sagde "prøv at høre, Jimmi. Det der pis, du går og laver, er spild af talent og tid. Bliver du sjællandsk- og dansk mester igen, skriver jeg kontrakt med dig". Det gjorde, at jeg fik lyst til at komme tilbage og udleve min drøm.
- Han gav mig muligheden, og havde det ikke været for ham, var jeg nok blevet blikkenslager i stedet. Der er ingen tvivl om, at Mogens kunne opfylde dem sammen med mig. Jeg blev europa- og verdensmester, og det var aldrig sket, hvis det ikke havde været for Mogens Palle. Aldrig, slutter Jimmi Bredahl.
Én af dem, der stiftede bekendtskab med Mogens Palle i hans senere år, var Sarah Mahfoud, der stadig er aktiv bokser. Ligesom for Jimmi Bredahl så ændrede Mogens Palle også hendes liv.
- Han var mere end bare en arbejdsgiver. Jeg holdt rigtig meget af ham. Han var en rigtig god ven, og ordet "ven" beskriver ikke engang, hvad han betød for mig.
- Han har betydet alt. Han troede på mig. Det var ham, der skrev til mig og tilbød mig en professionel kontrakt, og få dage senere skrev jeg under over en god frokost. Han har skaffet mig alle de kampe, der har gjort, jeg er, hvor jeg er i dag. Jeg var ikke blevet verdensmester uden ham.
- Han var direkte, og det kunne jeg godt lide. Og der var ikke noget, der skulle stoppe ham, og derfor står der også et bælte i mit hjem lige nu, siger Mahfoud.
Hård hund med bløde værdier
Netop Mogens Palles ligefremhed går igen, når man snakker med flere af de boksere, der var i stald hos Palle.
Han vidste, hvad han ville, og intet skulle stoppe ham. Han sagde tingene, som de var, og han fik ting til at ske.
- Vi så ofte boksning sammen om natten. Vi så Oscar De La Hoya, der på det tidspunkt var på vej frem. Jimmi Bredahl var lige blevet verdensmester, og vi begynder at snakke om, at det kunne være sjovt at matche ham mod De La Hoya. Mogens havde kontakt til De La Hoyas promoter, og et halvt år efter var kampen en realitet, siger Hans Henrik Palm.
Mogens Palle førte idéer ud i livet. Mike Tyson, Larry Holmes. Det er blot nogle af de kæmpenavne, Palle fik til Danmark.
- Der er ingen, der har kunne trække de navne til Danmark, som han gjorde, og det tror jeg aldrig, der kommer til igen, siger Mads Larsen.
Og det var, fordi han levede for boksning. Ikke for de mange, mange millioner, det også indbringer at være blandt de bedste promotorer. De materielle goder ved at have Mogens Palles position var han ligeglad med, fortæller Mads Larsen.
- Mogens var ligeglad med alt det dér. Han gik kun op i at gå mæt i seng. Det var det eneste, han gik op i. Hverken tøj, huse, smykker eller biler gik han op i. Han gik kun op i at gå mæt i seng, og det var nok også derfor, han blev så succesfuld. Han brugte ikke penge på unødvendige ting.