Det er lige rundt om hjørnet. 2021. Der er mange gode grunde til at glæde sig til årsskiftet, og hvad det nye år kan byde på. Blandt andet mødet mellem superstjernerne Anthony Joshua og Tyson Fury i en af de største verdensmesterkampe i sværvægt nogensinde.
Anthony Joshua er indehaver af VM-bælterne i WBA, IBF og WBO – tre af verdens fire største bokseforbund. Det fjerde og sidste af de store bælter, WBC, tilhører Tyson Fury. Og alle fire eftertragtede, guldbelagte VM-bælter er på højkant, når de to sværvægts-giganter Joshua og Fury næste år træder ind i ringen mod hinanden.
Vinderen bliver den første sværvægtsbokser i historien til at bære alle fire store VM-bælter på én gang.
Eller…
Det er i hvert fald planen.
For i aften er der en seriøs snubletråd i vejen for superkampen, som alle boksefans hungrer efter at se. I aften skal Anthony Joshua forsvare sine VM-titler mod den bulgarske bokser Kubrat Pulev. Taber Joshua den kamp, mister han ikke kun sine VM-bælter, men også sin kommende superkamp.
- Hvis Pulev slår Joshua, bliver der ingen kamp mellem Joshua og Fury, siger boksepromotor Bob Arum, som både er promotor for Pulev og Fury.
Anthony Joshua er udråbt som kæmpe forhåndsfavorit mod Pulev. Men Joshua har stået i den her situation før. Og der gik det helt galt.
Sidste år stod Anthony Joshua også på tærsklen til en superkamp, der kunne gøre ham til historiens første sværvægtsverdensmester til at bære de fire største VM-bælter på samme tid. Han havde selv tre af dem, som han har nu. Og han havde en superkamp i udsigt mod enten Tyson Fury eller Deontay Wilder, som kæmpede om det fjerde bælte, WBC, og dermed retten til at møde Anthony Joshua.
Men før superkampen kunne blive en realitet, havde Joshua selv lige en kamp mod mexicanske Andy Ruiz, som skulle klares først. Indtil da havde Joshua været uovervindelig. Andy Ruiz var derimod ukendt for mange og undertippet af alle. Spådommen var, at Joshua ikke kunne tabe. Men virkeligheden var en anden.
Fire gange slog Andy Ruiz verdensmesteren Joshua i gulvet i en overraskende, overbevisende sejr. Ruiz chokerede bokseverden, og Joshua tabte sine VM-bælter.
I en omkamp senere samme år vandt Joshua over Ruiz og tog sine VM-bælter tilbage. Nu står han der så endnu en gang – én kamp fra superkampen. I aften er Joshua favorit mod Pulev. Men Pulev bliver vurderet som en stærkere modstander end Ruiz, og tvivlen og spørgsmålet summer op til kampen: Snubler Joshua igen?
- Jeg talte med Tyson (Fury, red.) i går, og vi er begyndt at lave planer for kampe mod andre boksere. For Tyson er enig med mig – der er en stor chance for at Pulev kommer til at spolere de nøje lagte planer og slå Joshua, siger Bob Arum som en del af den mentale krigsførelse op til aftenens kamp.
Også Kubrat Pulev mener, at al snakken om superkampen kan komme ham til gode i aften.
- Jeg kan godt lide, at folk snakker mere om Joshua-Fury end Joshua-Pulev. Det fornærmer mig ikke. Det gør mig glad, fordi mens han tanker på at kæmpe mod end anden, undervurderer han mig, siger Kubrat Pulev.
Joshua ser ingen spøgelser
Selv afviser Anthony Joshua, at han er præget eller plaget af sit chokerende nederlag til Andy Ruiz sidste år. Han er ikke en såret kriger. Det er gået galt én gang før. Men det sker ikke igen.
- Jeg led et lille nederlag til Ruiz, men jeg tror ikke, det er nok til at ændre sådan en som mig. Det handler om karakter. Det pres, jeg gennemlevede sidste år, var hårdt, men det gjorde mig stærkere mentalt, siger Anthony Joshua.
- Jeg har groet tykkere hud.
Scenariet er helt det samme. Én kamp, én snubletråd fra superkampen, og Joshua er nærmest udråbt som sikker vinder på forhånd. Sidste år bukkede han under for forventningspresset. Men det spøgelse har Joshua rystet af sig, siger han. Den her gang er han klar til at løse opgaven foran ham. Superkampen i horisonten tynger ham ikke.
- Når folk stiller mig spørgsmål om Fury, tænker jeg i baghovedet, at mit fokus er Pulev. Jeg har lært, at jeg ikke skal bruge energi på at overveje det (superkampen, red.) før tid. Al snak om fremtidige modstandere kan komme efter kampen i aften.
Han ved, at han ikke må snuble i aften. Eller som han selv siger det:
- Det her bliver ikke nogen nem kamp. Det er en bananskræl.


