Coronavirus satte en kæp i hjulet for manges fremtidsplaner.
Men den danske bokser, Dina Thorslund, har altså ikke i sinde at lægge sig fladt på maven og overgive sig til sygdommen.
Forud for sit forsvar af WBO’s VM-titel mod mexikanske Zulina Munoz er den danske verdensmester blevet smittet med sygdommen, og man kunne derfor fristes til at tro, at kampen var i fare for at blive aflyst.
Men står det til bokseren selv, kommer sygdom og selvisolation ikke til at have indflydelse på VM-kampen. Slet ikke faktisk.
- Jeg har stadig 100 procent intentioner om at kæmpe.
- I alle andre træningslejre er man altid lidt syg eller får en skade lidt tæt på. Jeg har prøvet det før, jeg har bare ikke prøvet at have corona før. Så jeg satser klart på at stå klar om fem uger, siger Dina Thorslund.
Symptomer er der heller ikke mange af hos den danske verdensmester. Lidt snot og hovedpine er det værste, hun hidtil har mærket. 'Og det er jo ikke så slemt', som hun selv siger det.
Kroppen bliver plejet, men træningen frem mod VM-kampen er ikke gået i stå til trods for, at den nu skal foregå i selvisolation.
- Jeg var ude og løbe fem kilometer i går, og jeg håber da også på at tage en cykeltur senere, så så slemt er det heller ikke, siger Dina Thorslund.
Sparring er en udfordring
Én enkelt ting har hun dog svært ved at træne alene.
Den klassiske sparring, hvor man bokser mod hinanden, er svær at få gennemført, når man sidder alene i selvisolation. Netop at mangle den, ærgrer den danske verdensmester sig da også over.
- Den største udfordring er, at min sparring går i stå. Det er klart det, jeg kommer til at mangle mest. For jeg kan sagtens løbetræne, styrketræne og skyggebokse med håndvægte herhjemme, men sparringen er jeg ked af at skulle undvære, siger Dina Thorslund.
Træningen må derfor fortsætte ufortrødent uden hjælp fra andre boksere. Men når selvisolationen kan ophæves, så skal der kompenseres for de to uger uden sparringspartnere.
- Der er ikke andet for, end at få planlagt en masse sparring, når jeg er fri fra isolation. Vi er allerede i kontakt med flere fra udlandet for at få hentet dem hjem, når jeg kommer ud. Så der skal den have fuld gas, siger Dina Thorslund.
Man kan dog ikke komme udenom, at sygdomsforløbet falder på et uheldigt tidspunkt. Og selvom hun ikke regner med, at den får konsekvenser, erkender verdenmesteren, at hun ikke vil træde op i ringen for alt i verden.
- Jeg vil ikke gå op i ringen på 80 procent. Det er hun (modstanderen, red.) for stærk til, og så mister jeg min titel. Så jeg går kun op i ringen, hvis jeg er 100 procent klar. Men det er også det, jeg forventer at blive, siger Dina Thorslund.
Vaccine - nej tak!
Et stik i armen har Dina Thorslund ikke fået. Og det er et fravalg, hun har klare holdninger til.
- Jeg stoler mere på mit immunforsvar end en vaccine, man kender så lidt til, og så har jeg det sådan, at jeg hellere vil have corona end vaccinen. Og det har jeg så fået nu. Jeg er ikke imod vaccinen, jeg skal bare ikke have den.
- Jeg vil slet ikke underminere andres sygdomsforløb, men jeg har besluttet mig for, at det ikke kommer til at lægge mig ned, siger Dina Thorslund
Nogle ville måske ærgre sig over at blive bidt i halen af ikke at have taget imod vaccinen. Men det gælder ikke for den 27-årige bokser. Hun vil i stedet forsøge at vende situationen og bruge den til noget positivt.
- Det er selvfølgelig et lidt uheldigt tidspunkt. Men det er også en motivationsfaktor for mig at sige, at jeg har haft corona, men alligevel kan gøre det her.
- At vise at vores kroppe kan klare det her, er også en motivation for mig, siger Dina Thorslund.
Så du fortryder ikke, at du ikke har taget imod vaccinen?
- Overhovedet ikke.
Står det til Dina Thorslund selv, vil hun altså være at finde i ringen, når der d. 13 november skal dystes om verdensmesterbæltet i vægtklassen bantamvægt. Og ambitionen til kampen er også ganske klart.
- Hun er stærk, og jeg er stærk. Men jeg er stadig af den overbevisning, at jeg er stærkere, siger Dina Thorslund med et smil.
