Det er umuligt ikke at le, når Tyson Fury først ruller sig ud.
En lemmedaskende gigant på 2,06 meter, med noget nær 120 kilo fordelt fra tæer til isse. Sprællende, dansende, syngende.
Han er ofte komisk, men aldrig ufrivilligt, og samtidig sidder han på tronen i en sport, hvor der sjældent er meget at grine af, når næverne flyver.
'The Gypsy King', eller sigøjnernes konge, som Tyson Fury med de irske aner kalder sig selv, bærer i disse dage rundt på det grønne bælte, der viser, at han er verdensmester i sværvægt under WBC.
Som en damptromle i et hækkeløb er han vadet gennem al modstand i 14 år, et mål for øje. At være den absolut bedste 'to ever do it'.
Det, og så at have det sjovt, mens han gør det.
I februar 2020 nappede han bæltet fra dagens modstander, amerikanske Deontay Wilder, som natten til søndag for tredje gang siden 2018 træder ind i ringen mod Fury.
Wilder, der selv vandt titlen i 2015 og siden forsvarede den hele ti gange, er kendt for at have 'atomvåben' i handskerne, men det er ikke det, som har fyldt i samtalen frem mod de to kæmpers tredje opgør.
Det har i stedet lange snakke om snyd, mentalt helbred og jura. Herunder får du de vigtigste emner om tredje opgør, så du er godt klædt på, når kampen begynder klokken 05.00 dansk tid søndag morgen.
Juridisk ret til en rematch
De to sværvægteres møde i 2018 endte med en kontroversiel uafgjort, efter Tyson Fury i størstedelen af 12 runder havde bokset modet ud af den amerikanske verdensmester.
I kampens sidste omgang blev Fury dog sendt i brædderne, men formåede på mirakuløs vis at komme tilbage på benene og kæmpe, indtil klokken lød.
Mens begge bokseres arme blev hævet, fortalte ansigterne en anden, uforløst historie, og derfor begyndte arbejdet hurtigt på en gentagelse i Las Vegas.
Her smed Wilders trænere håndklædet i ringen efter syv runders boksemæssig mobning fra Fury, og så burde der ikke være mere at rafle om mellem de to rivaler.
Skulle man tro.
For mens Tyson Fury så småt begyndte at tale om at møde sin landsmand Anthony Joshua, så gik Deontay Wilders advokater i krig for at få fremtvunget et tredje opgør, som Wilder ifølge kontrakterne havde krav på.
Konklusionen på den sag giver sig selv, for ellers ville verden ikke have årsag til at rette linsen mod Las Vegas for tredje gang denne weekend.
Hestesko i handskerne?
- Ja, jeg snød. Jeg havde fyldt handskerne med hestesko og dynamit. Jeg er en sigøjner, og ved du hvad, jeg kommer til at gøre det igen.
Den spiddende sarkasme fra Tyson Fury var ikke til at tage fejl af, da han tidligere på ugen igen måtte svare på en af de anklager, som Deontay Wilder efter nederlaget i 2020 brugte som forklaring.
At Tyson Fury handsker skjulte mere end bare næver.
Amerikaneren var heller ikke sen til at fortælle omverdenen, at nogen havde puttet noget i hans vand, at hans egne trænere modarbejdede ham og at kampens kommissær var involveret.
Det lyder måske som en konspirationsteori på linje med flade planeter og falske månelandinger, men Deontay Wilder havde ikke nogen betænkeligheder ved at stå ved det, da de to boksere mødtes til det sidste pressemøde forud for weekendens kamp.
- Tror I ikke, at han har tænkt sig at forsøge at snyde igen? Jeg ved, at de er ved at lave en plan, lød det fra Wilder.
- Jeg kommer til at gå i graven med det, som jeg tror på.
Fury, som så mange fans og eksperter, kunne dog også forholde sig reelt til, at den detroniserede verdensmester skulle være udsat for snyd.
- Jeg synes, at det gør ham svagere som både mand og bokser. Hvis man bliver slået, så giver man hånd og kommer videre, lød det fra Fury.
Kampen for et sundt sind
Alle elsker en god comeback-historie, og hvis man laver en fintælling, så er Tyson Furys uden tvivl med blandt de største.
I 2015 slog han ukrainske Wladimir Klitschko, vandt tre VM-bælter under WBO, IBF, IBO, men efter det forsvandt han i to et halvt år. Tog 50 kilo på, blev fældet for at tage kokain, mistede sine bælter og sit mentale helbred.
Derfor havde 'The Gypsy King' også et budskab, der gik verden rundt, efter den uafgjorte kamp i 2018.
- Jeg viste verden og alle, der kæmper med deres mentale helbred, at man kan komme tilbage. Jeg gjorde det for jer, der kæmper med det samme som mig. Hvis jeg kan komme tilbage fra det, jeg har været igennem, så kan du også. Så rejs dig op, og lad os gøre det sammen, lød talen fra Fury.
Siden da har den 33-årige bokser ikke været sen til at tale om sit sind, der i perioder stadig hænger i tovene.
Succes, og den økonomiske gevinst, som sværvægtstronen er bygget på, er ikke længere et værdifuldt parameter for Fury.
- Det var mit drømmejob at være verdensmester i sværvægt, men når man når til toppen, så finder man ud af, at det eneste, der betyder noget, er træningen og kampene. Alt det andet lort, som følger med, berømmelsen og pengene, alt sammen har en kort levetid.
- Når alt kommer til alt, så vil du kun blive husket for dit sidste nederlag. Så er du bare endnu en idiot med penge – en ’bar røv’ i badet som alle andre. For alle elsker en vinder, ingen elsker en taber.
Mon ikke, at det er en sandhed med modifikationer, for selv om hele verden ikke er i Tyson Furys ringhjørne søndag morgen, så er den gale brite trods alt svær ikke at holde af.












