Kan du kende shortsene? Muhammad Alis barnebarn viderefører arven i bokseringen

I sin første professionelle boksekamp var Nico Ali Walsh iført morfar Alis bokseshorts.

Nico Ali Walsh holder sin mor, Rasheda Ali Walsh, og sin far, Robert Walsh, i hånden efter sin første professionelle sejr. (Foto: © Brett Rojo, AP/Ritzau Scanpix)

De karakteristiske hvide shorts med de sorte striber ned ad siderne var sammen med de lette sko og de obligatoriske boksehandsker tro følgesvende, når boksekoryfæet Muhammad Ali gik i ringen.

Et par af shortsene nåede han at give videre til sit barnebarn, bokseren Nico Ali Walsh, inden sin død i 2016. Morfar Ali nåede aldrig at opleve shortsene på sit barnebarn i en professionel boksekamp, for den første af slagsen kom nemlig først natten til søndag i Tulsa, Oklahoma.

Her boksede og vandt 21-årige Nico Ali Walsh sin allerførste professionelle boksekamp, da han på teknisk knockout sikrede sig sejren mod Jordan Weeks.

Om det var de ikoniske shorts, der gjorde arbejdet, vides ikke, men arven blev forsøgt løftet i ringen.

Nico Ali Walsh i ringen i august 2021, mens Muhammad Ali slår George Foreman ved den legendariske Rumble in the Jungle i oktober 1974. (Foto: © Brett Rojo, AP/Ritzau Scanpix / Foto: © ED KOLENOVSKY, AP/Ritzau Scanpix)

Nico Ali Walsh' mor, Rasheda Ali Walsh, er datter til bokselegenden Muhammad Ali, og hun overværede sammen med faderen Robert Walsh sønnens første kamp som professionel.

Ikke som morfar Ali i klassen sværvægt, men som mellemvægter.

Men det ændrer ikke på, at Muhammad Ali var i barnebarnets tanker, da han boksede sejren i hus.

Det fortalte han til ESPN efter kampen.

- Jeg tror, Jordan Weeks og jeg skrev historie i dag (søndag, red.). Det levede fuldkommen op til mine forventninger.

- Det har været en emotionel rejse. Selvfølgelig har jeg haft min morfar meget i tankerne. Jeg savner ham, fortalte en stolt Nico Ali Walsh.

Nico Ali Walsh kunne smile, efter han havde besejret Jordan Weeks. (Foto: © Brett Rojo, AP/Ritzau Scanpix)

Men det er store sko, eller shorts om man vil, som 21-årige Ali Walsh skal udfylde. Muhammad Ali var et betydningsfuldt ikon både på og uden for bokseringen.

Inden for ringen vandt han VM-bælter, mens han uden for mistede dem igen ved at nægte at træde ind i den amerikanske hær under Vietnamkrigen i 1967.

Han blev symbolet på den voksende modstand mod krigen og forkæmper for sortes rettigheder.

Og det hele startede med OL-guldet i Rom i 1960.

Cassius Clay (i midten), som Muhammad Ali hed, inden han konverterede til Islam, vandt guld ved OL i Rom i 1960. (© AP/Ritzau Scanpix)

Om Nico Ali Walsh når sin morfar til sokkeholderne kommer til at blive fulgt meget tæt i de kommende år, og det pres er Ali Walsh fuldt ud klar over.

- Det syner af et stort pres. For mig er det bare min morfar.

- Han er den største bokser, der nogensinde har levet - måske endda den største person, siger han.

Og så skal vi ikke regne med, at de ikoniske shorts, som han havde fået af sin morfar i en gave, kommer til at blive en del af den fremtidige påklædning.

- Jeg kommer aldrig til at have disse shorts på igen.

Men noget kunne tyde på, at holdet bag Nico Ali Walsh har erfaring nok til at bære den unge bokser langt.

Nico Ali Walsh' forældre Rasheda Ali Walsh (til højre) og Robert Walsh så stolt til, da sønnen vandt i ringen. (Foto: © Brett Rojo, AP/Ritzau Scanpix)

Ali Walsh deler nemlig træner med en af verdens bedste sværvægtere, Tyson Fury, og så er hans boksepromotors Bob Arum og Bruce Trampler, der begge har arbejdet med morfar Ali.

Sidstnævnte har beskrevet Nico Ali Walsh ihærdighed til ESPN.

- Jeg har set ham i træningscenteret hver dag i en måned. Han lærer. Han har ikke bokset i over to år.

- Du kan lige forestille dig presset på bokseren i aften (søndag nat, red.). Det var sjovt, og han er en fantastisk knægt, fortæller Bruce Trampler.

Hvide shorts eller ej, så er det nok ikke det sidste, vi kommer til at høre til Muhammad Alis barnebarn, Nico.