Mike Tyson, Muhammed Ali og mange andre berømte, hårdtslående mænd har gjort det.
Men natten til søndag vil skrive sig ind i boksningens historiebøger, når det for første gang nogensinde er to kvindelige boksere, som indtager hovedrollerne og den såkaldte hovedkamp i den ikoniske arena, Madison Square Garden i USA.
Mod den nidobbelte verdensmester, Amanda Serrano, sætter superstjernen Katie Taylor sine fire VM-bælter i letvægt på højkant.
Kampen er blevet promoveret som den største kvindekamp i boksningens historie, og spørger man den den danske bokser og verdensmester bantamvægt, Dina Thorlund, er kampen da også helt exceptionel.
- Det er kæmpe stort. Der har også været andre kvinder, der har bokset i Madison Square Garden. Men ikke som hovedkamp. Det er særligt, at en kvindelig hovedkamp nu kan fylde arenaen til bristepunktet, siger Dina Thorslund.
Til BBC fortæller Katie Taylor på en pressekonference forud for kampen, at der er med god grund at hende og Amanda Serrano bliver de første kvinder til at plante milepælen som hovedkamp i Madison Square Garden.
- Det er ikke blot den bedste kvindelige boksekamp lige nu, men sandsynligvis den bedste boksekamp du kan opleve overhovedet i øjeblikket på tværs af køn, siger Katie Taylor.
De to kvinder tjener hver mere end en million dollars på kampen, og den danske bokser Dina Thorslund håber, at det store beløb samt rammerne for kampen kan være med til at definere fremtiden for unge kvinder, der drømmer om et liv som professionel bokser.
- Det er et rigtig flot beløb, og det er slet ikke standarden for os andre. Det er helt uden sammenligning, siger Dina Thorslund.
Forbilleder for den næste generation
Den danske bokser Sarah Mahfoud, der for et par uger siden forsvarede sin VM-titel i fjervægt, mener, at det er vigtigt, at Taylor og Serrano mødes. For det bliver en boksekamp med tårnhøjt niveau, der kommer til at skabe stor omtale for kvindernes boksning, forventer Mahfoud.
Sarah Mahfoud skulle selv have mødt Amanda Serrano i 2020, men det satte coronakrisen desværre en stopper for.
- Det er fedt at de to stærkeste vælger at møde hinanden på trods af, at en af dem risikerer at gå derfra som taber. De fleste boksere ville turde at sætte så stort. Men her mødes ranglisternes to bedste, siger Sarah Mahfoud.
At to af verdens bedste kvindelige boksere får mulighed for at stå i hovedkampen i en af de største boksearenaer i verden, er ifølge Dina Thorslund et tegn på, at sporten er på vej i den rigtige retning.
- Taylor og Serrano beviser gang på gang, at kvinder rent faktisk kan præstere, og at det ikke bare er noget lala-underholdning. De kommer for at vinde, de lægger en kæmpe indsats i træningslokalet, og de gør alt for at promovere sporten på en positiv måde, siger Dina Thorlund.
Påvirker ikke dansk boksning
Men selvom nattens kamp i USA er et stort skridt fremad for boksning for kvinder, kommer det i følge de to danske verdensmestre ikke til at påvirke opmærksomheden om kvindernes boksning herhjemme.
- Den store kamp kommer ikke til at ændre på selve tilgangen til sporten. Dem, der ikke kender til boksning, aner ikke, hvem de to kvinder er. Hvorimod hvis Sarah Mahfoud og jeg mødtes, vil det måske kunne skabe noget opmærksomhed på dansk jord, siger Dina Thorslund.
Men selvom det måske ikke efterlader store spor i det danske landskab, betyder kampen noget i det store billede, siger Sarah Mahfoud.
- Det er rigtig fedt for sporten, at der kommer nogle frontfigurer.
