Kessler kæmper med motivationen efter flåtbid

Den 38-årige dansker er blevet sat meget tilbage og har ikke rørt en boksehandske i mange uger.

Mikkel Kesslers comeback er udskudt som følge af borrelia. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

Der kommer til at gå en rum tid, inden Mikkel Kessler kommer til at gå i ringen til sin første boksekamp siden maj 2013.

Den 38-årige eksverdensmester i supermellemvægt blev for noget tid siden bidt af en flåt, så han pådrog sig en borrelia-infektion. Det har sat ham langt tilbage.

- Jeg skal først i gang. Jeg har slet ikke rørt en boksehandske, vægt eller løbetur i syv uger.

- Så jeg starter ikke fra nul igen, men jeg starter ret forfra. Jeg skal også lige have motivationen med mig igen, siger Mikkel Kessler til TV2 Sport.

Danskeren boksede fra 1998 til 2013 49 kampe som professionel.

Af dem vandt han de 46, og det blev kun til nederlag på udebane til waliseren Joe Calzaghe, amerikaneren Andre Ward og englænderen Carl Froch.

Tilbage i rampelyset

Mikkel Kessler er selv i tvivl om, hvordan han står motivationsmæssigt i forhold til at træne sig op til et comeback.

- Det ved jeg ikke endnu. Vi må se, hvordan det går, og hvordan jeg lige har det i kroppen. Det er derfor, jeg ikke rigtig kan sige mere om det, end jeg gør lige nu, fortæller Mikkel Kessler til TV2 Sport.

Mikkel Kessler, der første gang blev verdensmester i 2004, boksede senest mod Carl Froch i maj 2013 i London.

I marts i år annoncerede han, at han ville gøre comeback, men der gik mange måneder, uden at der blev annonceret en kamp.

Senest kom sagen med flåten, der altså har sat danskeren meget tilbage.

/ritzau/